Den amerikanske sportsstjerne Victor Cruz, wide receiver for NFL-holdet New York Giants, tildeler Donald Trump og måske snarere Trumps udtalelser en stor del af skylden for det racistisk motiverede hærværk, som holdkammeraten Nikita Whitlock er blevet udsat for.

Flere hader det had, som den nyvalgte amerikanske præsident Donald Trump i følge mange elsker lidt for ofte.

Barack Obamas kommende afløser har ad flere omgange leveret invandrerkritiske udtalelser, og hvis man skal tro Victor Cruz, en af de mest kendte spillere i den amerikanske fodboldliga, er det en ikke uvæsentlig del af forklaring på, at afroamerikaneren og holdkammeraten Nikita Whitlock fik vandaliseret sit hjem med racistisk graffiti først på ugen.

»Det er helt sikkert en direkte refleksion af, hvordan det her land bliver drevet,« siger Victor Cruz i følge New York Post og fortsætter:

»Hvordan det her land reagerer til nogle af beslutningerne, og de ting, der bliver sagt af ledende skikkelser i vores liv, dag efter dag. På de sociale medier og helt op til Det Hvide Hus. Det er disse ting, de gode og de dårlige, der bliver snakket om hver dag. For det meste dårligt lige for tiden, for det er det, som vi har at arbejde med. Det er en uheldig situation, som vi går igennem i øjeblikket.«

Victor Cruz på hjemmebanen MetLife Stadium.
Victor Cruz på hjemmebanen MetLife Stadium. Foto: Michael Reaves
Vis mere

Nikita Whitlocks hus blev angiveligt malet til med racistisk-motiverede udtalelser, bogstaverne 'KKK', som står for Ku Klux Klan, en højreekstremistisk organisation i USA, der især havde sin storhedstid i 1800-tallet og 1920'erne, samt ordet 'TRUMP' - formentlig en hentydning til den amerikanske præsident.

Det lokale politi i New York efterforsker sagen som en 'hate-crime', og det er netop det mindset, som der kan komme ud af at bakke op om folk som Donald Trump, mener Victor Cruz.

»Det er det her bestemte mindset, der følger med ved at støtte en fyr som Donald Trump og det mindset, som han står for. Der følger en bestemt type person med det. Og jeg er ikke sikker på, at det er en positivt tænkende person,« siger Victor Cruz.

Optakten er ikke den bedste for New York Giants, der møder rivalerne fra Dallas Cowboys på søndag. Hvis Giants, der indtil videre har vundet otte ud af 12 kampe, vinder , er man markant tættere på en plads i Wild Card-runden, som er den første uge i slutspillet.

Det bliver dog uden reserven Nikita Whitlock, der er skadet for resten af sæsonen og i øvrigt i karantæne, fordi han har overtrådt NFLs doping-regler.

Til gengæld er Victor Cruz med i kampen, og mon ikke han vil være ekstra opsat på at vise gerningsmændene og Donald Trump, hvor skabet skal stå.