Schweiz var en klasse over Norge og vandt 5-2 i Danmarks gruppe ved VM i ishockey.

VM i ishockey i Tjekkiet blev sat i gang fredag eftermiddag, og det blev med en klar sejr til Schweiz over Norge i Danmarks gruppe.

5-2 vandt sidste års kvartfinalist over Norge, som Danmark har mødt fem gange i 2024 med tre nederlag og to sejre til følge.

Nordmændene fulgte nogenlunde med i første periode og fik udlignet til 1-1 ved Markus Vikingstad efter et kvarters spil, men herefter stod der Schweiz på det meste.

På ni gyldne minutter i anden periode blev 1-1 til 4-1, og det havde Norge ingen modsvar på.

I stedet lukkede og slukkede Winnipeg Jets-spiller Nino Niederreiter til 5-1 i tredje periode, inden den blot 18-årige norske komet Michael Brandsegg-Nygard pyntede på resultatet med en flot scoring ved sin første VM-slutrunde.

Senere fredag åbner værtsnationen Tjekkiet, der også er i Danmarks gruppe, sit VM med et opgør mod Finland i arenaen i Prag.

Danmark lægger lørdag eftermiddag ud med et nøgleopgør mod Østrig, der meget gerne skal give point, hvis drømmen om en plads i kvartfinalerne skal gå i opfyldelse.

I gruppe A's anden kamp fredag blev to tjekkiske træffere og en stribe finske afbrændere afgørende, da værterne slog Finland efter 0-0 og en duel på straffeslag.

I gruppe B var det mere festligt, da sidste års tabende finalist, Tyskland, lagde ud med en lille overraskelse, da man slog Slovakiet med 6-4, og da Sverige senere slog USA med 5-2.

/ritzau/