Vil du slippe for den store, tunge kuffert og i stedet nøjes med en fiks håndbagage på din storbyferie? Vi har samlet de bedste råd, så du kan få mest ud af det minimale.

Når du rejser uden kuffert, kan du ikke alene stryge let og smertefrit gennem lufthavnene, men også minimere bagagen, så du kun bærer på det mest nødvendige. Det kan dog være svært at finde ud af, præcis hvad der skal pakkes.

 

Læs også: 10 gode apps til rejsen

Blogger og webredaktør på Cover, Laura Lawaetz, tage ofte weekendture til Europas storbyer. Der skal være tid til at se byen, og derfor pakker hun altid kun en håndbagage, så der ikke bliver spildt tid ved bagagebåndet. Her er hendes seks bedste råd.

1. Find sammenhængen

"Du skal sige til dig selv; hvilken top er god med hvilke bukser, og hvad kan jeg ellers bruge bukserne sammen med, for det handler om at finde sammenhængen. Og pak kun dit yndlingstøj. Ideen om, at man kommer til at gå med noget helt andet, fordi man er ude at rejse, er misforstået. Når pladsen i håndbagagen er trang, så skal du prioritere tøj, der passer sammen, og tøj, som du har det godt i."

Kom af sted på storbyferien med Sweetdeal

2. Jeans og blazeren

"Jeans er gode, fordi de både kan gå støvler eller sneakers om dagen og med et par stiletter om aftenen. Det samme gælder blazerjakken, der også kan bruges både dag og aften samt inde og ude, hvilket gør den ideel til en storbyferie. "

3. Farver eller mangel på samme

"Sorte, hvide og grå nuancer er nemme at mikse på kryds og tværs. Husk hele tiden, at de farver du tager med skal passe sammen. Desuden er det vigtigt at have tasken i tankerne. Har du en rød taske, så sørg for at alt det tøj, du pakker, passer med rød. Tasken skal du nemlig gå rundt med hver dag."

4. Behagelige sko

"Lad de ukomfortable sko blive hjemme sammen med de nye sko, der endnu ikke er gået til. Du går meget, når  du er i storbyer, så tænk praktisk. Tag gerne et par stiletter med til om aftenen, men lad ellers være med at pak sko, som du ikke kan have på i længere tid.

5. Lav en liste

"Det er selvfølgelig det bedste at lave en liste et par dage inden. Tænk på, hvad du skal lave på ferien, og hvad dagene skal gå med. Her skal du igen tænke i outfits."

6. Ikke proppe

"Brug ti minutter på at lægge tøjet pænt sammen - det betaler sig. Pak det tungeste nederst og læg skiftevis bløde trøjer og skjorter. Kjoler og silketoppe skal rulles, så det ikke krøller så nemt. Læg dine sko i skoposer og undgå at dit tøj bliver beskidt. Det er også en god idé at lægge undertøjet i poser, så risikerer du ikke, at det falder ud, når du åbner tasken i security. Desuden er det en god idé at rejse i det tøj, der fylder mest."

Læs også: Guide til håndbagage-regler på fly