Elefanterne venter i den sydlige del af Asien. Rejseliv tog til det gamle Ceylon for at komme i nærkontakt med elefanter på en jeepsafari i Minneriya National Park.
De kommer. Kommer mod os. Buldrende mod os med en fart, der ikke er det mindste påvirket af de næsten 5 tons tunge kroppe, de bærer på. De henter ind på jeepen. Brøler. I et øjeblik glemmer jeg, hvordan man trækker vejret.
Sri Lanka kan bryste sig af et eksotisk dyreliv. Slanger, edderkopper, leoparder, krokodiller og ikke mindst elefanter. Sidstnævnte er en af de store turistmagneter, og selvom man ikke opsøger de grå dyr, så er det næsten umuligt ikke at støde på en elefant, når man er i Sri Lanka.
De omkring 6.000 elefanter i Sri Lanka er en stor del af den srilankanske kultur. Tamme elefanter bliver blandt andet udsmykket til religiøse ceremonier.
I løbet af de sidste 50 år har srilankanerne forsøgt at holde elefanterne i landets fem nationalparker, da elefanter er en stor trussel mod landbruget. Der findes dog ingen præcise tal på, hvor mange elefanter, der lever i parkerne, og hvor mange elefanter, der lever udenfor.
Vi er på vej til Minneriya National Park midt i landet – 180 km fra hovedstaden Colombo. Parken er levested for mere end 150 fuglearter, forskellige padder, fisk, sommerfugle, krybdyr og mange forskellige slags pattedyr, herunder elefanter. Og det er netop elefanter, vi skal se på eftermiddagens jeepsafari.
Første møde med elefanterne
Allerede på vej mod parken passerer vi vores første elefant. Den går i roligt tempo langs landevejen og tramper støvet op i tunge, tætte skyer. På ryggen bag ørerne sidder en srilankaner og dirigerer elefanten med kæder.
Han er mahout: en mand, der rider elefanten, og som er tæt knyttet til den. At være mahout er en familietradition, og allerede som børn arbejder drengene med elefanter. De træner dem til at adlyde og skaber et tæt bånd, som varer til elefantens død. Vi starter jeepsafarien i den tætte jungle. Jeepen hopper og danser over den hullede grussti, og med korte mellemrum råber vores guide »duk jer«, »gren« eller »pas på«, og vi må reagere hurtigt for ikke at blive ramt af lavthængende grene.
Efter at have kørt små tyve minutter gennem det tætte buskads kommer vi ud på et fladt savannelignende stykke jord. Vi er på udkig efter vilde elefanter, og selv om vi er i en national park, er vi et 9000 hektar stort område, et areal svarende til lidt under Samsø. Så nogle dage kan man være uheldig.
Så ser man ingen elefanter og må køre hjem med tomt memorycard og en ustillet hunger efter oplevelser. Jeg beder til, at uheldet ligger hjemme på hotellet. Og heldigvis ser vi to elefanter i det høje græs. De står i skyggen under et træ. Roligt roder de i den varme jord med snablen. De ænser os ikke.
Al fokus er på den jord, som de med snablen lægger på hovederne af dem selv. Det skal køle dem af.
Vidste du?
Mens hunelefanterne lever sammen i store grupper, passer på ungerne og hinanden, lever hannerne tit alene. De opsøger kun hunnerne, når de er i musth, som er en slags brunst for hanelefanter. Ellers holder de sig for sig selv.
Efter et par minutters knips med kameraet løfter jeg blikket. Vi kører videre med store smil og sænkede skuldre, for vi har oplevet vilde elefanter.
Da vi svinger rundt om det næste hjørne, bliver min oplevelse med sølle to elefanter gjort til skamme.
I det flade landskab ved kanten af floden står omkring 80 elefanter. Ifølge guiden er det kun på en ud af ti safariture, at man ser så store grupper. Vi er heldige. Rigtig heldige.
Den store flok med elefanter slapper af og er et overvældende syn. Der er så mange. Nogle giver sig selv brusebad i vandkanten, mens andre spiser af det høje græs. Hver dag spiser en voksen elefant 250 kg græs, og det forklarer, hvorfor de spiser næsten hele tiden.
Vidste du?
I modsætning til den afrikanske elefant har den asiatiske elefant forholdsvis små ører. Elefanten er desuden mindre og vejer normalt 3 ton mindre end den afrikanske elefant. Hanelefanterne har en rund numse, hvor hunnerne har et mere kantet bagparti.
Vidste du?
Mange af hunnerne har babyelefanter løbende om benene. Selvom en af dem er nyfødt, er den ikke just lille. Ved fødslen vejer en elefant 100 kg og tager i de efterfølgende måneder et kilo på om dagen. Elefantungerne spiser deres mors afføring for at få bakterier og næring og diger ellers ligesom andre pattedyr. Selvom elefanter bruger snablen til meget, drikker de mælk med munden.
Chaufføren har startet jeepen, og vi triller lige så stille endnu tættere på den store flok elefanter. Elefanterne kigger mod os, men fortsætter deres rolige tilværelse.
Elefanter vifter med ørerne afhængigt af humør, er elefanten glad, vifter den langsomt med ørerne. Er den vred, blafrer ørerne hurtigt, og elefanten kan finde på at løfte snablen, så den er klar til at slå en eventuelt trussel i jorden.
Disse elefanters ører vifter ikke langsomt. Snablerne er løftet, og ungerne er trukket tilbage i flokken, så de står gemt bag de voksne.
Jeepen bliver tilsyneladende opfattet som en trussel mod flokken. De forreste elefanter har sat i løb. Med snablen løftet og ørerne blafrende aggressivt. De har direkte kurs mod jeepen.
Chaufføren sætter lynhurtigt i bakgear, og vi drøner baglæns gennem det høje græs. Kommer elefanterne helt hen til jeepen, kan de let vælte den. Hvert år dræber elefanter mellem 300 og 500 mennesker verden over, og lige nu ser de smukke, rolige dyr på ingen måde rolige ud.
Mens vi suser baglæns, tonser elefanterne mod os. De kommer tættere og tættere på. Brøler højt og aggressivt.
Indtil de pludselig stopper. Tilfredse med vores hurtige tilbagetrækning, brøler de et par gange, inden de langsomt bevæger sig tilbage til floden.
Overvældet af den oplevelse, vi netop har været en del af, griner vi nervøst til hinanden i jeepen. Elefanter skal man ikke spøge med.
Rejseliv var inviteret af Sri Lankas Turistministerium.
