USA tillader fra 2014, at elektronisk udstyr må være tændt under start og landing. Formentlig tillades det også, at der må tales i mobil på turen, og samme tiltag er ifølge Dansk Luftfart på vej til Danmark.

'Hej mor. Jeg sidder lige i flyveren på vej over alperne.'

Sådan kan fremtidens telefonsamtaler ombord på danske og europæiske fly komme til at lyde, hvis man følger trop med nyeste tiltag i USA. 

Læs også: Nu tillader USA knive på flyet

I slutningen af dette år tillader de amerikanske luftfartsmyndigheder, at al elektronisk udstyr må være tændt under start og landing. Snak i mobilen ser amerikanerne heller ingen fare ved, og derfor forventes også det med tiden at blive tilladt.

I brancheforeningen Dansk Luftfart tror man på, at samme tilladelser vil komme til Danmark.

"Det, vi ser i USA, kommer vi også til at se i Europa. De amerikanske anbefalinger afkræfter, at telefoni er et sikkerhedsproblem, og det er tilstrækkeligt grundlag for, at man i dansk sammenhæng kan tage emnet op," siger Michael Svane, direktør i Dansk Luftfart.

I november mødes Rådet for Dansk Luftfart, der er et råd under Transportministeriet, og her vil mobiltelefoni i flyene være på dagsordenen. I Dansk Luftfart vil man opfordre til at se på de amerikanske anbefalinger og gå samme vej som amerikanerne.

Hvornår tændt elektronik under start og landing og telefoni ombord på danske fly kan blive en realitet vides endnu ikke. Dog har vores engelske naboer allerede taget et skridt mod færre sikkerhedshensyn.

British Airways tillader fra 1. juli deres passagerer at have al elektronisk udstyr tændt under hele flyveturen inklusiv start og landing. Mobilerne skal dog stadig være på flight-mode.

Læs også: Ny sikkerhedsvideo med American Idol-stjerner