VKO er ude af forhandlingerne om multimedieskatten og kalder regeringens finansieringsforslag absurde.

Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative vil ikke lægge stemmer til den afskaffelse af multimedieskatten, som regeringen har lagt op til.

- Regeringens forslag til at finansiere en omlægning af multimedieskatten er ikke spiselige for os, siger Venstres skatteordfører, Torben Schack Pedersen.

Partierne vil blandt andet ikke være med til at sænke loftet over indbetalingen til danskernes ratepension, som S-R-SF lægger op til i sit finanslovforslag.

Men heller ikke regeringens planer om at fjerne fradraget for formueforvaltning i pensionsordninger vækker begejstring.

- Det betyder med andre ord, at regering vil indføre en skærpet beskatning af pensionsafkast, og det vil vi ikke være med til, siger Torben Schack Pedersen.

Dansk Folkepartis skatteordfører, Dennis Flydtkjær, kalder det absurd, at regeringen vil forringe danskernes muligheder for at spare op til pension.

VK-regeringen gav i sin tid danske virksomheder mulighed for at udstede medarbejderaktier, men dem er S-R-SF også ude efter.

Af regeringens finanslovforslag fremgår det, at skattefordele i den forbindelse koster staten 150 millioner årligt. Penge, som regeringen vil spare.

- Regeringen ønsker at ødelægge virksomhedernes muligheder for at udstede medarbejderaktier, hvilket vil være gift for erhvervslivet, siger Brian Mikkelsen, skatteordfører for Det Konservative Folkeparti.

/ritzau/