Den afgående DF-formand brugte den amerikanske borgerrettighedsforkæmper i sin tale, hvor hun understregede, at hun overdrager et parti på toppen og gentog sit ønske om DF i regering.

Titlen på Pia Kjærsgaards tale på Dansk Folkepartis landsmøde i Herning var en direkte oversættelse af Martin Luther Kings tale fra 3. april 1968, hvor han erklærede, at »Jeg har været på bjergtoppen«.

Det samme har Pia Kjærsgaard, lod hun forstå i sin tale. Efter en indledning, hvor hun understregede, at Dansk Folkeparti aldrig har haft det bedre, henviste Pia Kjærsgaard til Martin Luther Kings tale i Memphis, som blev holdt dagen inden drabet på den sorte borgerrettighedsforkæmper.

- Martin Luther King sagde med den ukueliges vished og styrke i stemmen, at han som Moses fra bjergtoppen havde set det forjættede land - et nyt og forbedret USA for dets sorte befolkning, sagde Pia Kjærsgaard.- Det var meget muligt, sagde Luther King, at det ikke blev i hans tid, men den ville komme, det ville blive muligt. 40 år efter blev Barack Obama valgt som USAs første farvede præsident, sagde den afgørende DF-leder i sin afskedstale.

- Det her bliver så min sidste tale som formand for Dansk Folkeparti. Det er måske nok ikke verdenshistorisk. Men dog lidt danmarkshistorisk, synes jeg godt, at jeg kan sige, uden at nogen skal opfatte det som utidigt praleri, sagde Kjærsgaard.- Men sagen er jo, at ingen troede, vi kunne gøre det. Ingen troede, at DF var andet end en døgnflue. En dublet af et parti, der var gået til i anarki og opløsning, sagde hun.

Dansk Folkeparti har dog på ingen måde været en døgnflue i dansk politik, fastslog Kjærsgaard. Partiet har i stedet været »humlebien, der ikke ved, at den ikke kan flyve, og derfor gør vi det alligevel«, forklarede hun.

Foruden sammenligningen med de sorte amerikaneres kamp for lige rettigheder, fik Pia Kjærsgaard også tid til at lange ud efter S-R-SF-regeringen, som lørdag har etårsdag.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) står i spidsen for en regering, der har »verdensrekord i løftebrud«, sagde Pia Kjærsgaard, som endnu en gang fik luftet sin drøm om Dansk Folkeparti i regering.- Dansk Folkeparti bliver en del af en dansk regering. Det er ikke et mål. Det er et middel. Det er ikke en trussel. Det er et løfte, sagde hun.- Og oprigtig talt: Min liste over ministeremner i Dansk Folkeparti består allerede af dygtigere emner end dem, der i dag er ministre.Pia Kjærsgaard havde også fundet plads i sin tale til at hylde sin efterfølger, Kristian Thulesesn Dahl, som senere lørdag med al sandsynlighed bliver valgt som ny formand. Han er både »uopslidelig, arbejdsom, konstruktiv, kreativ og målrettet«, lød det. Og så er han vild med fodbold, fester og campingferier.Hun fremhævede desuden enkelte ting fra sin hidtidige politiske karriere, hun er særlig stolt over. Blandt andet de 10 år som stabilt støtteparti for VK-regeringen, og at man der »sikrede et opgør med tre årtiers komplet uansvarlig udlændingepolitik«.

Landsmødet i Hernings Messecenter fortsætter lørdag og søndag.