B. T. kan nu vise, hvordan Sundhedsministeriet har streget belastende oplysninger, inden de kom ud til offentligheden.

Højtstående embedsmænd i Sundhedsministeriet har bevidst valgt at svare vildledende på spørgsmål fra pressen i sagen om overbetaling af privathospitaler.

B. T. kan i dag vise, hvordan embedsmændene i behandlingen af et spørgsmål til daværende sundhedsminister Jakob Axel Nielsen sørgede for at svare direkte forkert på flere spørgsmål.

Sagen er som følger: 15, maj 2009 kl. 12.10 sender en journalist fra Politiken et spørgsmål til Jakob Axel Nielsen, hvor han spørger, om der ligger en rapport om overbetaling af privathospitalerne, samt om Lene Espersen har fået oplysninger fra Sundhedsministeriet om overbetaling.

Spørgsmålet til ministeren bliver sendt til Sundhedsministeriets departementschef Kristian Wendelboe og en række af de højest rangerende embedsmænd i ministeriet.

B. T. har fået aktindsigt i embedsmændenes udkast til et svar på journalistens spørgsmål, og her kan man se, hvordan ministeriets folk sørger for bevidst at fjerne oplysninger, der kan ramme regeringen. Hvis en oplysning er belastende, bliver den simpelthen streget over med rødt og slettet, inden svaret sendes til offentligheden.

- For mig at se er det manipulation begået af et ministerium og brud på god forvaltningsskik, siger SF's sundhedsordfører Jonas Dahl.

I udkastet til et svar skriver embedsmændene helt korrekt, at ministeriet har afsluttet et foreløbigt udredningsarbejde om betalingen. Men det bliver streget over, og er slet ikke med i det endelige svar. Hvis der lå en afsluttet rapport om overbetaling af privathospitalerne, ville det nemlig kunne ramme regeringen som en hammer.

I samme udkast har embedsmændene først skrevet, at det interne udredningsarbejde ikke har været udleveret til Lene Espersen, men det bliver også fjernet inden den endelige besvarelse. I stedet svarer ministeriet slet ikke på spørgsmålet om Lene Espersen, og skriver generelt, at det ville være uhensigtsmæssigt at udlevere foreløbige tekniske analyser.

Vil beskytte regeringen Mediejurist Oluf Jørgensen er ikke overasket over ministeriets sagsbehandling i lyset af, hvad der allerede er kommet frem.

- De her dokumenter viser meget godt, at man vil dække over, at regeringen har hemmeligholdt en rapport, og derfor vil man beskytte regeringen, siger han.

Tidligere sundhedsminister Jakob Axel Nielsen ( K) afviser at have kendt til, at hans embedsmænd har fjernet vitale oplysninger.

- Det var mig, der havde ansvaret, for jeg svarede på spørgsmålet, men jeg ved ikke, hvordan mellemregningerne i besvarelsen var.
 
Rigsrevisor slog i oktober 2009 fast, at der lå en rapport i februar 2009. Alligevel sletter dine folk oplysninger om, at det foreløbige udredningsarbejde var afsluttet.

- Jeg har ingen konkrete input til, hvad embedsmændene har skrevet i mellemregningerne, men jeg kan godt genkende det med afsluttet.

Til det kan jeg sige, at embedsmændene på lavere niveau end departementscheferne var færdige, men jeg og ledelsen af ministeriet var ikke færdige.« Hvorfor tror du, at dine folk har undladt at svare på, om Lene Espersen har fået udleveret ministeriets oplysninger?

- Jeg har løbende orienteret Lene Espersen ud fra den viden, jeg havde inde i hovedet.

Skal dine folk ikke give korrekte oplysninger?

-
Det mener jeg sådan set, at de har gjort. Jeg ved, at de ikke har haft noget som helst at dække over, men jeg kender ikke til mellemregningerne i ministeriet.

Også nuværende sundhedsminister Bertel Haarder ( V) afviser, at ministeriet har tilbageholdt oplysninger.

- Jeg kan ikke se, at der er givet nogen usande eller vildledende oplysninger i svaret, siger han.