Synoptik kommer på udenlandske hænder. Det er Pearle Europe, der overtager aktiemajoriteten i selskabet.

Den europæiske optikerkæder Pearle har sat sig på 50,16 procent af aktierne i Synoptik Holding, hvilket er et køb af Kirkbi og Nordeas aktier i selskabet. Derudover har man lavet en aftale om den fremtidige drift med Grosserer Robert Delferts Mindefond, som ejer 42,24 procent af aktierne. Resten af aktierne i selskabet ejes af ledelsen, medarbejderne og af selve virksomheden.

Synoptik har i dag 291 butikker i Danmark, Norge, Tyskland, Sverige og Polen - og den 30. september sidste år var der 1842 ansatte i kæden. Kædens hovedkontor vil fortsat være at finde i København - og butiksnavnene Synoptik og Brilleland (i Norge) vil fortsat være en del af gadebilledet.

/ritzau/