Det skulle have været så dejligt, men endte med et politibesøg. To unge nordmænd har haft en hyrdetime, som de aldrig glemmer.

Et par håndjern skulle have gjort legen bedre, men endte med at give dem begge røde ører, da nøglen blev væk og de måtte tilkalde politiet.

- Vi skulle bare have lidt sjov, siger den 22-årige om den mislykkede sexleg til Bergensavisen.

Episoden fandt sted i weekenden under en morgenfest efter en fugtig bytur. Her var den 22-åriges lejlighed blevet indtaget af de to turdelduer, der hurtigt forsvandt ind i soveværelset, og flere andre unge.

Først da den 18-årige kvinde var blevet lænket til sengen, kom den 22-årige mand i tanke om, at han ikke kunne finde nøglen til håndjernene.

Han endevendte derfor soveværelset og fik senere hjælp af de andre unge i lejligheden, mens den 18-årige kvinde lå på sengen med et håndklæde over sig.

Efter seks stive timer, hvor de havde ledt og ledt og forsøgt sig med sæbe, måtte selskabet give op og ringe efter politiet, som dog også havde besvær med håndjernene.

- De talte om at tilkalde brandvæsenet, men efter en halv time fik de dirket låsen op, fortæller den 22-årige, der selv tippede den lokale presse.

- Det var jo lidt kedeligt for hende, men jeg tænkte, at det kunne være sjovt for læserne, siger han.

Politiet har bekræftet historien over for Bergensavisen.

- Det passer, at vi måtte hjælpe nogen, som havde problemer med et par håndjern. Det er ikke en normal opgave for os, lyder det fra ordensmagten.