Hollywood prøver i stor stil at redde sine stjerner fra stofmisbrug. Men hverken trusler om at trække i stjernernes løn eller en hær af privatdedektiver har løst problemet.
Hollywood High. Nej, det er ikke et gymnasium i filmbyen. Men dækker over den konstante døs - high - der ligger over stjernefabrikken.I nogle år har filmbyens bagmænd brugt millioner af dollar i forsøget på at få sine stjerner ud af stof-svøben. Men efter senest Matthew Perry fra »Venner« og Robert Downey Junior fra »Ally McBeal« er faldet tilbage i deres misbrug, er det relevant at spørge: Er Hollywood ved at tabe sin egen krig mod stofferne?
Selvfølgelig er det ikke noget nyt, at stjernerne i stedet for at nyde deres succes på en natural high propper sig med stoffer. Vi kan i flæng nævne Judy Garland, Marilyn Monroe, Elvis, John Belushi, Eric Clapton, det samlede Rolling Stones, Jimmy Hendrix, Jim Morrison, Kurt Cobain, River Phoenix, Kelsey Grammer, Melanie Griffith, Tim Allen, Rob Lowe, Christian Slater og Charlie Sheen.
Det nye er, at mange af filmselskaberne har fast tilknyttet narkorådgivere på filmsættene, og deres advokater knokler med at sammensætte kontrakter, der tager højde for stofmisbrug.
Således skulle Charlie Sheen miste bonuspenge, hvis han ryger i, mens han er med i »Spin City«. Rehabilitering fra stoffer og alkohol er således, ifølge Entertainment Weekly, blevet Los Angeles' næststørste industri.
Problemet er, at har man en stjerne, der er uligevægtig eller på afvænningsklinik, har man også et filmsæt med hundredevis af ansatte der ikke kan fortsætte. Man kan jo ikke lave »Frasier« uden Frasier, eller »Ally McBeal« uden Calista Flockhart.
Problemet for Hollywood-stjernerne er bare, at uanset hvor mange penge og rådgivere, der proppes i dem, står de midt i et tilsyneladende ikke-kurerbart paradoks: Deres berømthed.
»Når du er kendt, vil folk være din ven og give dig, hvad du vil have. De smigrer dig, fortæller dig, at du er et geni, og at alt, hvad du gør, er rigtigt.
Men hvis man vil væk fra stoffer, er den største fjende troen på, at du er noget særligt,« siger en kendt, anonym, drejebogsforfatter og tidligere alkoholiker til Entertainment Weekly (EW).
Formanden for hjælpe-musikere-ud-af-stoffer-organisationen Musicians Assistance Program, Buddy Arnold, er enig. »Mange af de musikere, vi ser, tror virkelig, at de er legender,« siger han.
Lige netop den følelse er så udbredt, at den nu også er diagnosticeret. I daglig tale ville vi nok bare kalde det storhedsvanvid, men på amerikansk-medicinsk hedder det: »Erhvervet situations narcissisme«.
»Disse folk med kendte navne og ansigter er sværere at behandle. De føler, de er anderledes. Ikke som resten af os. At de er usårlige. De udvikler en arrogance, og de nægter at se, at de har et problem.
Tilmed er der, selv efter flere tilbagefald, altid nogen der vil tilbyde dem stoffer, fordi de er dem, de er,« forklarer Mark Greenberg, der er leder af afvænningscenteret Betty Ford.
Netop fordi de er, hvem de er, bliver stjernernes behandling og efterforløb også overvåget af både en nysgerrig presse og producere, der sætter livvagter og privatdetektiver i sving for at sikre sig, at deres stjerne stays clean.
Hvilket igen forstærker og gør problemet endnu mere nærværende for de stakkels stjerner. Der på den anden side også stadig - og det skal med - lades i stikken af bagmænd, der nødigt vil hjælpe i stof-nøden. For tænk hvis kreativiteten og galskaben gik samme vej som pulveret, pillerne og pilsnerne.
»Jeg kender managers, der har dækket over stjerners stofmisbrug i årevis, hvilket gør det nemt for stjernerne at fortsætte,« siger en anonym tidligere musiker og stofmisbruger til EW.
»De vil ikke have, at du går på Betty Ford-klinikken, for hvad hvis du kommer ud og helt alvorligt snakker om højere kræfter og spiritualitet? Så går det måske ud over seertal og dermed lønningschecken for alle på sættet,« siger en TV-producer, der også er ret kynisk med hensyn til stjernernes pres.
»Den værste misforståelse er, at stjernerne arbejder så hårdt. En TV-serie-stjerne arbejder kun 25 uger om året. De vil gerne have, at folk skal have ondt af dem, men den store undskyldning om arbejdspres er nonsens.
Hvilket pres er der på Matt Perry?« spørger han retorisk. Og så er vi tilbage ved det evige kändis-spørgsmål: Er det overhovedet berømmelsen og millionerne værd at blive udstillet på TV,i blade og aviser hver dag? Stofmisbrug eller ej.
