Ledigheden blandt akademikerne er så småt ved at omfatte andre end arkitekterne. Krisetegnene begynder at vise sig, og den tidligere faldende ledighed stiger.

Akademikerledigheden steg en smule fra december til januar, og udviklingen er dermed ved at vende. Der er tale om en stigning i den sæsonkorrigerede ledighed for akademikere steg fra 2,0 til 2,1 procent.

Ledigheden blandt akademikerne er stadig lavere i januar 2009 end den var i januar sidste år, men faldet ser ud til at blive til en stigning i ledigheden fremover, og de første tegn på krisen er begyndt at sætte sine spor.

De nyuddannede akademikere er hårdt ramt. I januar i år var dimittendledigheden 7,9 procent højere end den var i januar 2008.

Der er også enkelte faggrupper, der mærker til den stigende ledighed. Det drejer sig ikke mindst om arkitekterne, hvor ledigheden er steget fra 4,3 procent til 5,3 procent fra januar 2008 til januar 2009.

Også it-kandidaterne og cand.merc'erne har stigende ledighedsprocent i januar 2009 sammenlignet med sidste år.



/ritzau/