Hvor svært kan det være? Først et arketypisk rock'n'roll guitar-riff, så bas og trommer. Og så har et af Danmarks bedste live-bands sparket en lummer aarhusiansk søndag i gang.

Brønderslevs stolthed, The Blue Van, ved man, hvor man har. Beton solid 'classic rock' leveret med lige dele gnist, energi og kærlighed til den musik, de har gjort til deres metier og sikkert også liv.

Med mere end ti år på landevejene, også i udlandet, har The Blue Van efterhånden enorm rutine - ikke mindst som festivalorkester. Men erfaringen virker hverken som et kludetæppe eller et anker, der holder dem fast. Det er en kunstart i sig selv (som næppe nogensinde kommer på finansloven) at stille sig op til generalforsamling i Slatne Søndagsstenere og få publikum helt med, som det lykkedes denne middagsstund.

Med bassist Allan Fjeldgaard Villadsen og trommeslager Per Mølgaard Jørgensen som en energisk motor kværner rockmaskinen løs.Villadsen med energi, så man tænker, at han må have spist nogle lidt mere spændende jordbær end de, der serveres her ved pressevognen.

Det er sagt og skrevet en hel del gange - de fire nordjyder er åbenlyst inspirerede af 60er helte som The Who og The Kinks, men der er ligeså meget swung i den blå ladvogn som i amerikanske guitarrock-bands som Georgia Satelites og Lynyard Skynard. Det er noget med det små-soulede groove, som aldrig rigtig på samme måde var et engelsk andragende. Bortset fra dét der band, der spiller i Roskilde.

The Blue Van smed numre som det nye 'The Beat Goes On', 'Harder Than A Diamond', 'Love Shot', 'Dreamers' og 'Silly Boy' - med sanger Steffen Westmarks ord 'Et nordjysk hit' - ud over scenekanten. Og som en velkommen showstopper midt i al guitar-balladen, power-balladen 'Woman Of The Wrong Kind' - som alene burde kunne give Blue Van det store kommercielle gennembrud. Når man betænker, hvad der i øvrigt cirkulerer af den slags på rock radiostationer verden over.

Bandets kærlighed til rock ’n’ roll, deres energi og indbyrdes forståelse er markant.

Det eneste, jeg måske savner under sådan en timelang rockbrise, er mere duel guitar-spil, når der nu er to sideordnede guitarister - og som jo kan dét pis.

The Blue Van var en adrenalinindsprøjtning på en søndag der kan blive en stor dag.

Fra The Blue Van til Lars H.U.G. - må være det musikalske svar på Blåvandshug - de britiske rable-rockere Royal Blood, der lige nu larmer udenfor vinduet, senere Pixies, White Lies og Queens Of The Stoneage,

The Blue Van, Grønne Scene, søndag middag