Velkommen til 2009 og et fremragende nytår til jer alle sammen. På sæt og vis frygter jeg for min forstand (ja, det VED jeg godt, mange af jer har gjort i årevis, jokers!) i disse dage, for jeg er sgu’ hér i det nye år så opfyldt af en almen kærlighed til livet og alt folket i al almindelighed, så det er lige før, jeg frivilligt har sat en Lenny Kravitz plade på. Men rolig nu; det var også kun lige før. Ikke desto mindre er det sådan, jeg har det. Og om det er et oprigtigt tegn på, at alting vitterlig er ved at finde sin rette plads hér i Casa Kranieknas på Nørrebro eller det bare er influenza, skal jeg ikke kunne sige. Men tilstanden har så afgjort sat sit præg på mit musikvalg i de seneste par uger. Så-øh, here we go – all in the name of love:
STAGE DOLLS, “Stage Dolls”, (Polydor 1988): En sjælden gang udkommer en såkaldt melodisk hardrock-plade med så gode melodier og så følte sange, at éns indre bløddyr kigger ud bag metalpanseret. Denne mesterlige 20 år gamle sag med den fremragende norske trio Stage Dolls var én af dem. Og er det stadig i dag.JOURNEY, ”Don’t Stop Believin’” (track fra ”Escape”, Columbia 1981): Sødsuppe af smukkeste skuffe fra måske dén bedste melodiske hardrock-plade nogensinde.
SOCIAL DISTORTION, ”Born To Lose”, (track fra ”Somewhere Between Heaven And Hell”, Epic 1992): I al sin simpelhed en fænomenal rock’n’roll sang med et pragtstykke af en tekst om bare at blæse på det hele bortset fra den dér rock’n’roll guitar, som det hele handler om. Og det er sgu’ også kærlighed.
VOLBEAT, ”A Broken Man And The Dawn”, (track fra “Guitar Gangsters & Cadillac Blood”, Mascot 2008): Michael Poulsens fineste øjeblik hidtil. Egentlig en forfærdeligt sørgelig sang, men den har en melodi og en livsglæde i selve musikken, så den alligevel bliver en kærlighedserklæring til ”alting rock and roll”.
WHITESNAKE, ”Is This Love”, (track fra ”Whitesnake 1987”, EMI 1987): Såmænd er det så, Coverdale. Såmænd er det så.
