OPDATERING: POLITIET HAR FUNDET EN AFDØD PERSON 3. APRIL I BREDE Å. MAN FORMODER, AT DER ER TALE OM DEN 78-ÅRIGE.

Politiet har siden natten til søndag ledt efter en forsvundet mand i Bredebro og i den forbindelse, kommer man nu med en opfordring.

For det er altså ikke alle, der bør være med, når borgere involverer sig i en eftersøgning af forsvundne.

»Ikke alle eftersøgninger ender lykkeligt. Det kan være en voldsom oplevelse for et barn at se en person, som af forskellige årsager er omkommet eller ilde tilredt.«

Derfor skal man overveje, om man vil have sine børn med ud og lede.

Sådan lyder rådet fra Syd- og Sønderjyllands Politi i et opslag, de har delt på det sociale medie X.

Foruden at de beder folk overveje, om børn skal med ud og lede, kommer de også med tre andre råd.

Nemlig at man skal nøjes med at gå steder hen udpeget af politiet, så blandt andet deres hunde har friske uforstyrrede spor at snuse sig frem efter.

Derudover skal folk, der deltager i eftersøgningen, overlade kommunikation om sagen til politiet af hensyn til efterladte, ligesom at man bør ringe 114, hvis man har vigtige informationer.

Den 78-årige, der er efterlyst af politiet, forlod sin bopæl til fods lørdag aften ved 21-tiden.

Han beskrives som en dansk mand, 170 cm høj, 78 år år og almindelig af bygning. Han har næsten ingen hår, er iført briller, blå bukser og træsko. 

Hvis man har oplysninger i sagen, kan man ringe til politiet på telefonnummer 76 11 14 48.

Desuden opfordrer Syd- og Sønderjyllands Politi, der har brugt helikoptere og hunde i eftersøgningen, også til, at beboere i Bredebro tjekker udhuse, garager og lignende.

Til sidst efterlyser politiet et vidne, der kørende på en ATV så en mand gå ad 'Galgemark' lørdag aften. Vedkommende må ligeledes også gerne ringe ind.

Lyt til B.T.s kriminalpodcast 'På fersk gerning' her, eller hvor du plejer at lytte podcast: