En mand mellem 20-30 år var tilsyneladende fuld af selvtillid, da han i november røvede en bank i Vallenbæk. Efter røveriet cyklede manden væk på cykel.

Og flugtplanen virkede tilsyneladende ganske godt. For politiet har tre uger efter røveriet endnu ikke fundet manden.

Københavns Vestegns Politi har derfor valgt at offentliggøre et foto af den formodede gerningsmand i håb om, at nogen det kan hjælpe politiet på sporet.

Røveriet blev begået mod Nordea Bank på Vallensbæk Stationstorv fredag den 11. november kl. 14.11. Manden gik ind i banken, hvor han truede personalet med en kniv til at udlevere et mindre kontantudbytte.

Derefter flygtede han på en sort herrecykel ad Nøddebostien mod Brøndby Strand.

Røveren beskrives som værende 20-30 år, ca. 185 cm høj og alm. til muskuløs af bygning. Han var iført en sort, ribstrikket hue, sort fleecetrøje eller softshell bluse med høj hals og et hvidt logo på venstre bryst.

Han bar desuden hvide dothandsker, mørke bukser og sorte sko.

Københavns Vestegns Politi vil meget gerne i kontakt med borgere, der kan genkende manden, eller som har andre oplysninger i sagen.