»I drabssager giver vi aldrig op,« konstaterer vicepolitiinspektør Knud Hvass fra Københavns Politi. 

Det gør han, efter politiet mandag kunne skride til anholdelse i en over tre år gammel drabssag. En sag, der startede med et drabsforsøg, og som fem dage senere kostede den 20-årige Kevin Ibraimovski livet.

En 21-årig mand og en 25-årig ditto har allerede tidligere sidde varetægtsfængslet i sagen, hvor de længe har været sigtet for drabsforsøget. 

Men nu har politiet altså udvidet sigtelserne mod den 25-årige til også at gælde drabet, der fandt sted 29. september 2020.

Salon Ørn på Mørkhøjvej, hvor den 20-årige frisør blev dræbt 29. september 2020.
Salon Ørn på Mørkhøjvej, hvor den 20-årige frisør blev dræbt 29. september 2020. Foto: Jesper Vestergaard Larsen
Vis mere

Her gik en mørkklædt gerningsmand med kasket, handsker og hætte helt ind i Salon Ørn i Brønshøj og skød Kevin Ibraimovski på klos hold.

Fem dage forinden var en motorcykel med to mænd flere gange kørt forbi salonen. Manden, der sad bagerst, bar en pistol, og det er altså politiets mistanke, at målet var at skyde og dræbe den 20-årige.

Mens de to mænd på 21 og 25 år tirsdag formiddag vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg, har politiet også sigtet en tredje mand for medvirken til selve drabet.

Han, den 29-årige, vil dog ikke blive fremstillet med de andre mistænkte, da han allerede sidder varetægtsfængslet i en anden alvorlig sag, oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

20-årige Kevin blev ramt af skud og dræbt i frisørforretningen i Brønshøj, hvor den sortklædte morder gik helt ind i forretningen.
20-årige Kevin blev ramt af skud og dræbt i frisørforretningen i Brønshøj, hvor den sortklædte morder gik helt ind i forretningen. Foto: Privat
Vis mere

»I drabssager giver vi i politiet aldrig op, og selv om sagen her har været længe undervejs, så er jeg meget tilfreds med, at vi nu står med et gennembrud.«

»Det er på baggrund af den samlede efterforskning, at vi nu mener, at der er en begrundet mistanke om, at de er skyldige i de rejste sigtelser,« siger vicepolitiinspektør Knud Hvass i samme pressemeddelelse.

Da de tre sigtede på gerningstidspunktet alle var en del af den samme bandegruppering, har politiet taget bandeparagraffen i brug.

Det betyder, at de tre – såfremt de bliver dømt – kan få dobbeltstraf.