Al Pacino er ikke til at kende i rollen som den morddømte producerlegende Phil Spector.

Han er verdensberømt for sine roller i bl.a. 'Godfather'-filmene og 'Scarface' og er stadig stærkt karismatisk som 71-årig. Men de færreste opdagede formentlig slet ikke, at Al Pacino var manden under den gigantiske grå afromanke, der gyngede gennem Brooklyn i weekenden som en blanding af en opretgående kongepuddel og verdens største nullermand.

Og det var ikke endnu en berømthed, der forsøgte at gemme sig bag en forklædning. Det amerikanske produktionsselskab HBO, der står bag succesfulde tv-serier som 'The Sopranos', 'Sex and the City' og 'The Wire', har hyret Al Pacino til at spille Phil Spector i en tv-film om den excentriske pladeproducer, der i 2009 blev sendt 19 år i fængsel for at have skudt og dræbt den 40-årige skuespiller, Lana Clarkson.

Og mens Al Pacino vandrer rundt i Brooklyns gader og til forveksling ligner Phil Spector, som han så ud ved retssagens begyndelse i 2005, er indspilningerne ved at udvikle sig til et drama i sig selv.
 
Filmen instrueres af den prisvindende manuskriptforfatter og instruktør, David Mamet, der mener, at Spector er uskyldigt dømt. Det har fået venner af den myrdede skuespiller til at alliere sig med en Hollywood-agent og tidligere pressemedarbejder for George Bush og forsøge at få skuespillerne til at boykotte filmen.

En af dem er Dame Helen Mirren, der har sagt ja til at spille Spectors forsvarer, Linda Kenney Baden. Rollen var oprindeligt Bette Midlers, men hun sprang fra, officielt på grund af rygsmerter.

Phil Spector blev i 1960erne kendt for sin såkaldte 'wall of sound', der dækkede over et meget bombastisk lag-på-lag lydbillede, der bl.a. kunne høres i hans produktioner for pigegruppen The Ronettes og på The Beatles’ sidste plade, 'Let It Be' fra 1970.

Efter et trafikuheld i 1974, der nær havde kostet Spector livet og gav ham svære kvæstelser i ansigtet og baghovedet, begyndte han at gå med outrerede parykker.

Han genoptog arbejdet som pladeproducer, bl.a. i et af musikhistoriens mere bizarre samarbejder, nemlig med Leonard Cohen omkring pladen 'Death of a Ladies’ Man'. Den canadiske sangskriver har beskrevet indspilningerne i Los Angeles som en paranoid affære, hvor begge parter tog hver sit håndvåben med, når de mødtes i studiet.

Filmen om Phil Spector forventes at have premiere i 2012.