En 15-årig pige mistede torsdag eftermiddag kort før klokken 14 livet i en tragisk ulykke på Idunsvej i Ølstykke.

En varevogn bakkede på den stille villavej og overså øjensynligt pigen, der kom cyklende.

»Som følge af ulykken pådrog hun sig skader i hovedet. Og trods den omfattende førstehjælp, der blev givet på stedet, lykkedes det ikke at redde hendes liv,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Søren Bjørnestad.

Han kan endnu ikke sige, om pigen havde cykelhjelm på eller ej.

Pigens familie er underrettet.