For første gang er der flere kvinder end mænd i lægefaget, viser ny opgørelse. Formanden for Lægeforeningen kalder det »en milepæl«, og hilser udviklingen velkommen.

Der var en gang, hvor en læge var en mand i hvid kittel og med stetoskop om halsen.

Men flere og flere kvinder er trukket i kitlen, og nu er der for første gang flere erhvervsaktive kvinder end mænd i lægefaget, skriver Ugeskrift for Læger. I august var der ifølge en medlemsopgørelse, som Lægeforeningen har lavet for Ugeskrift for Læger, 12.187 erhvervsaktive kvinder mod 11.965 mænd blandt foreningens medlemmer.

Det er en udvikling, der glæder formand Andreas Rudkjøbing.

»Det er da en milepæl, fordi lægefaget i århundreder har været en mandsdomineret branche, og fordi det har været en kæmpe gevinst at få kvinderne ind i lægefaget,« siger han.

»Helt grundlæggende er det sundt for alle arbejdspladser at have en blanding af mænd og kvinder. Men jeg tror i særdeleshed, det er godt i lægefaget, hvor man jo har at gøre med patienter af begge køn og med forskellige sygdomme,« siger lægernes formand.

Ifølge Andreas Rudkjøbing skal en del af forklaringen formentlig findes i at lægefagets popularitet. Det betyder, at adgangskravene på universiteterne bliver højere, og da kvinder statistisk set klarer sig bedre i gymnasiet, betyder det også, at der kommer flere kvinder ind på lægestudierne, forklarer han.

At den større balance mellem kønnene er positivt for arbejdsmarkedet, er Andreas Rudkjøbing ikke i tvivl om. Han håber, at kønsbalancen også vil finde indpas blandt forskningsverdenen.

»Universitetsverdenen er stadig meget mandsdomineret, når man ser på topforskere og professorer,« siger han.

»Det, kunne man da håbe, vil ændre sig, fordi der nu er lige mange mænd og kvinder i faget, og fordi forskning jo fylder meget i det lægelige arbejde.«