Forsvarets nye såkaldte panserble beskytter soldatens testikler mod at blive skudt i smadder, og nej - den gør ikke soldaten steril, formaner forsvaret.


Danske soldater på tjeneste i Afghanistan eller andre steder, hvor der er fare for at løbe på en vejsidebombe, kan uden bekymring bruge de såkaldte panserbleer, som Forsvarets Materieltjeneste har indkøbt.

For det er en myte, at panserbleen, der er et nyt udstyr til beskyttelse af soldaternes underliv, gør soldaterne sterile.

- Panserbleen beskytter dine kønsorganer mod at blive skudt i smadder, den gør dig ikke steril, understreger Forsvarets Sundhedstjeneste.

Tjenesten medgiver, at panserbleen, der består af en lyskebeskytter og antibakteriologisk silkeundertøj, opvarmer soldatens sædceller. Men bleen stopper ikke produktionen af sædceller.

- Når de varme sædceller er døde, så producerer din krop nye sædceller, som er af lige så god kvalitet, som din sæd normalt er, skriver Forsvarets Sundhedstjeneste i et indlæg i Forsvarsavisen.

Soldaternes sædkvalitet tager ingen skade af, om skridtet er overophedet i et par timer ad gangen, påpeger forsvarets lægefaglige folk.

Eksploderer opad


Det er oprørernes brug af vejsidebomber, miner og improviserede sprængladninger, der har fået Forsvarets Materieltjeneste til at gå på jagt efter en eller anden form for beskyttelse. Og siden maj i år har de danske soldater i Afghanistan iført sig den særlige skridtbeskytter, inden de går på på patrulje.

Og ifølge Forsvarets Sundhedstjeneste(SFU) er det ganske enkelt dødsensfarligt at glemme at tage panserbleen på.

- Tænk over det, skriver FSU.

- En vejsidebombe eksploderer opad. Før panserbleen blev indført, fik vi soldater hjem, hvis nedre regioner ikke alene ikke duede længere, deres kønsorganer sad simpelthen ikke længere fast på kroppen. De britiske soldater, der arbejder tæt samme med de danske, har gået med panserble i et år. Det har ikke alene reddet to britiske soldaters liv, men også adskillige andre soldaters manddom.