DMI udsender tremånedersprognose, hvor man må kigge langt efter en hvid jul.

Så skal vi til det igen. Det såkaldte 'hvid-juls-barometer' skal findes frem fra gemmerne og indstilles. Den første barometermåling er ikke godt nyt til de danskere, der jubler over snefnug i december.

DMI's tremånedersprognose, som er udsendt tirsdag, viser, at vi får en mild december med en meget lille mulighed for hvid jul.

»Sandsynligheden for en hvid jul er rigtig lav. Selvom december bliver en lunere måned end normalt, så kan der komme dage med tøsne, men den landsdækkende hvide jul, er der meget lille sandsynlighed for,« siger meteorolog hos DMI, Martin Lindberg.

Prognosen afslører, at november og december bliver en smule varmere end normalt, og i november kan vi forvente dagstemperaturer på omkring 10 grader, og faktisk stiger risikoen for en decideret efterårsstorm, lyder forudsigelsen.

»Både november og december ser ud til at blive vådere og mildere end normalt. Det giver en generel sydvestlig luftstrøm af ret mild luft og ustabilt vejr med passerende fronter, og risikoen for storm stiger« siger Martin Lindberg og fortsætter:

»Der bliver ikke vintervejr i Danmark før efter jul. Prognoserne er relativt sikre i november og december, men i januar er der mulighed for vintervejr med frost og sne. Der vil nok ske et vejrskifte i slutningen af december,« siger han.

Martin Lindberg understreger, at prognosen for januar fortsat er usikker, men får vi et vejrskifte ved nytår, hvor vi får det koldere, er der størst mulighed for sne i de nordlige egne af landet.