Mange landsbyer og mindre bysamfund må se langt efter offentlige busser, siger politikere og forskere.

- Hvis man bosætter sig uden for byer af en vis størrelse, kan man ikke forvente, at der kører offentlige busser.

Sådan lyder det fra Martin Damm (V), formand for udvalget for teknik og miljø i kommunernes forening, KL, og borgmester i Kalundborg.

De økonomisk trængte kommuner har sammen med regioner og trafikselskaber allerede skåret mange busruter på landet væk, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Det kommer vi til at se mere af. Vi har været nødt til at skære i den kollektive trafik der, hvor det rammer færrest mennesker, fastslår Martin Damm.

Formanden for Trafikselskaberne i Danmark, Thomas Kastrup-Larsen, er af samme opfattelse.

- I små landsbyer med 200-300 indbyggere er det ikke sikkert, at der er grundlag for at have store busser til at køre. Og man kan vel ikke tale om kollektiv trafik, hvis de store busser kører rundt med en eller to passagerer?

Ifølge trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet er trafikselskaberne i gang med at koncentrere den kollektive trafik omkring og mellem større byer.

- Fremtidens kollektive trafik kommer til at betjene byer med ned til måske 10.000 indbyggere. Til gengæld vil man ikke køre en omvej for at betjene en by med 500 indbyggere, siger Harry Lahrmann til Jyllands-Posten.

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) mener, at problemet er alvorligt:

- Problemet fortjener større opmærksomhed. Især i Udkantsdanmark kan nedlæggelse af busruter ikke stå alene. Derfor vil jeg indkalde trafikselskaberne, taxavognmændene, KL og regionerne til en drøftelse, siger han til avisen.

/ritzau/