Så kan du godt finde shorts og sommerkjolen frem igen. Vi får nemlig et par fine og sommerlige dage, lover DMI.

Vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut, Frank Nielsen, melder om en onsdag med lidt eller nogen sol og kun enkelte byger.

»Jeg ville helst have lovet tørvejr, men jeg kan ikke udelukke en enkelt byge. Men i forhold til de seneste dage ser det fint ud,« siger han og forudser temperaturer mellem 18 og 21 grader og ikke ret meget vind.

Bygerne er som altid svære at forudsige, men prognoserne tyder dog på, at Sjælland og Nordjylland vil går fri, mens der i resten af landet kan falde enkelte spredte byger.

Torsdag bliver til gengæld både tør og solrig med temperaturer mellem 20 og 23 grader.

»Vi forventer, at torsdag bliver den bedste dag i denne uge. Fredag derimod bliver en besværlig dag, hvor der vil være stor forskel på, om man befinder sig i den østlige eller vestlige del af landet,« siger Frank Nielsen.

Han forklarer, at den sydøstlige del af landet får »et lille varmepust« med op til 25 grader, mens den nordvestlige del af landet får lidt flere skyer og lavere temperaturer.

Weekendvejret bliver derimod »lidt til øv-siden,« som Frank Nielsen udtrykker det.

En god portion kold luft fra Nordøstgrønland betyder nemlig, at lørdag og søndag bliver »til den kølige side.«

»Desværre går det ned ad bakke i weekenden, og vejret lørdag og søndag kommer til at minde om det vejr, vi har haft i starten af denne uge. Bare en tand køligere. Det bliver lidt træls vejr,« siger han.

Heldigvis mener han ikke, at der er grund til at vinke helt farvel til sommeren endnu.

DMIs månedsprognose viser nemlig, at der er bedre vejr på vej i den sidste del af august og i begyndelsen af september.