Alle ventede i spænding på den opdatering, der endelig kom fra Jonas Vingegaard for en uge siden.

Også hans største konkurrent Tadej Pogacar, der nu reagerer på videoen og synet af den danske stjerne tilbage på en cykel efter sit voldsomme styrt i starten af april.

Det gør han på pressemødet på hviledagen i Giro d'Italia, som han fører stort. Det skriver TV 2 Sport.

»Jeg var meget glad for at se ham på cyklen, og at han delte nyt i medierne. Jeg ser frem til at se ham ved Touren,« siger den slovenske superstjerne.

»Jeg tror, han kommer til at være der, og jeg tror, han med stor sandsynlighed kommer til at være i god form,« fortsætter Pogacar om Vingegaards Tour de France-udsigter.

»Jeg ønsker ham den bedste genoptræning disse dage, at han kan træde hårdt i pedalerne snart og tage på højdetræningslejr. Jeg tror, vi ser ham i god form ved Touren.«

B.T. har talt med Jonas Vingegaards træner Tim Heemskerk om danskerens genoptræning, og her afslørede han flere detaljer.

»Det er let udholdenhedstræning lige nu. Vi bliver nødt til at indse, at han har mistet noget god form af at ligge på hospitalet, så han næsten ikke lavede noget i tre uger,« sagde Tim Heemskerk blandt andet.

Du kan læse hele interviewet HER.