Fredagens massive terrorangreb på en koncertarena i Moskva har dannet grundlag for massive diskussioner i den russiske regering.

Selvom terrorgruppen Islamisk Stat har taget ansvaret for angrebet, der har kostet over 130 mennesker livet, har det ikke holdt russerne tilbage fra at spekulere i, om Ukraine kan have spillet en rolle i det tragiske angreb.

Ifølge det russiske sikkerhedspoliti, FSB, var personerne bag terrorangrebet på vej mod Ukraine, da de blev pågrebet.

Det er blandt andet de påstande, som Putin understregede lørdag eftermiddag i sin tale, og som sekretæren for det russiske sikkerhedsråd Nikolay Patrushev gentog tirsdag.

Men det er løgn og latin, lyder det nu fra en af Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyjs nærmeste rådgivere.

»Løgnene spredes af Patrushev (sekretær for det russiske sikkerhedsråd), og derefter af "lederen af ​​FSB", Bortnikov,« skriver rådgiver for præsident Volodymyr Zelenskyj, Mykhajlo Podolijak, tirsdag ifølge Dagbladet.

B.T. har tidligere talt med Rusland-ekspert og seniorforsker ved DIIS Flemming Spidsboel, der udtaler, at han som udgangspunkt ikke stoler på noget, som de russiske myndigheder deler.

»Jeg tror, de har holdt et krisemøde efter angrebet og vurderet, hvordan de får Ukraine fedtet ind i angrebet. Men de slipper ikke afsted med det. De kommer ikke til at overbevise nogen i Vesten om, at der er en sammenhæng,« udtalte Flemming Spidsboel til B.T. søndag.