Et tilfælde af BSE, der er kendt som kogalskab, er bekræftet på et landbrug i Aberdeenshire.

Edinburgh. Der er konstateret et tilfælde af kogalskab nær Aberdeen. Det oplyser den skotske regering.

- Der er bekræftet et tilfælde af BSE, der er kendt som kogalskab, på et landbrug i Aberdeenshire, hedder det i en officiel erklæring i Edinburgh.

Det er det første bekræftede tilfælde af BSE i Skotland siden 2008.

Der er indført en karantænezone omkring den ramte farm, hvor inspektører forsøger at finde frem til smittekilden.

Der er ingen fare for mennesker, hedder det i regeringens erklæring.

- Jeg har aktiveret den skotske regerings beredskabsplan for at beskytte landbruget, siger den skotske landbrugsminister, Fergus Ewing.

Siden november 1986 og frem til november 2002 oplevede Storbritannien over 180.000 tilfælde af kogalskab (BSE). Millioner af køer blev slået ned i 1990'erne, som følge af sygdommen.

BSE har kostet de britiske skatteborgere milliarder af kroner, men sygdommen kan også have kostet mange menneskeliv.

BSE sættes i forbindelse med den menneskelige variant Creutzfeldt-Jakob sygdom.

Ifølge FN-verdensorganisationen WHO oplevede Storbritannien 129 tilfælde af Creutzfeldt-Jakob sygdom fra oktober 1996 til november 2002.

- Forbrugerne må forsikres om, at vigtige beskyttelsesforanstaltninger er i kraft, og at fødevarestyrelsen og veterinærstyrelsen vil fortsætte den løbende BSE-kontrol.

En talskvinde for veterinærstyrelsen siger, at det gældende overvågningssystem har virket effektivt, da det nye BSE-tilfælde blev opdaget meget hurtigt.

/ritzau/Reuters