Ryanair sagsøger både tv-kanal og en af deres egne piloter, efter en dokumentarfilm peger på problemer med sikkerheden.

Kaptajn John Goss er den eneste pilot i dokumentarfilmen om flyselskabet Ryanair der står frem med navns nævnelse og fortæller kritisk om sikkerhedsforholdene. Det kvitterer Ryanair nu med en fyring og et sagsanlæg.

Det er blandt andet denne udtalelse, der gav ham sparket efter 27 års arbejde for flyselskabet:

- Min personlige mening er, at de fleste piloter i Ryanair ikke har tillid til de selskaber, som står for sikkerheden, og det er er temmelig kritisabelt, siger John Goss i dokumentarfilmen ifølge avisen Irish Times.

Ryanair udtaler, at der hver dag sker over 9000 flyvninger udført af professionelle, der er absolut dedikeret til sikkerheden.

- Vi vil ikke tillade at en medarbejder bagvasker vores sikkerhed på landsdækkende tv, når han for kun tre uger siden har bekræftet skriftligt overfor Ryanair, at han ikke har nogen betænkeligheder ved sikkerheden hverken ved Ryanair eller ved IAA (de irske tilsynsmyndigheder, red.), meddeler en talsmand for Ryanair.

Mange Ryanair-piloter er bekymrede for sikkerheden

Men John Goss er ikke den eneste, der er utryg ved sikkerhedsforholdene i flyselskabet. Ifølge dokumentarfilmen viser en rundspørge blandt 1000 piloter i Ryanair, at rigtig mange af dem er bekymrede.

94 procent af piloterne ønsker, at tilsynsmyndighederne undersøger, om piloterne kender nok til sikkerhed. Og to tredjedele af piloterne er ikke trygge ved at berette om sikkerhedsproblemer i det interne system.

Ryanair afviser imidlertid anklagerne pure. Selskabet hævder, at rundspørgen er fabrikeret, og at piloterne der svarer, ikke er fra Ryanair men fra et rivaliserende flyselskab. Derfor vil Ryanair også sagsøge tv-kanalen Channel 4, der står bag dokumentaren.

Det har fået Channel 4 på barrikaderne.

- Vi bakker op om vores journalistik og vil forsvare det robust, hvis der skulle komme en sag ud af det, skriver kanalen i en meddelelse ifølge Irish Times.

Det irske transportministerium har udtalt til Irish Times, at det har tillid til myndighederne, der fører tilsyn med Ryanair, og at flyselskabet er et af de mest sikre i verden.