Natasha Salmans far døde to måneder før hendes 22 års fødselsdag, så da hun pludselig så en mail var tikket ind i indbakken fra ham, blev hun noget overrasket.

Hun havde håbet, han ville besøge hende i en drøm, men det her havde hun bestemt ikke forestillet sig kunne ske.

'Tillykke med fødselsdagen doktor Natasha, far elsker dig altid,' stod der i mailen, skriver BBC.

Mailen var sendt til en gammel mailadresse, som hun efterhånden kun brugte, når hun købte ting på nettet.

Det var derfor et lykkeligt tilfælde, at hun lige på sin fødselsdag var begyndt at kede sig så meget, at hun tjekkede den gamle mail.

Salman Waheed døde den 24. april af nervesygdommen ALS.

Da Natasha Salman åbnede mailen kunne hun se, at hendes far, før han døde, havde indstillet sin egen email til at skrive til hende hvert år på hendes fødselsdag.

'Den perfekte far,' skriver hun på Twitter, hvor hun også har delt et billede af mailen.

Opslaget, hvor hun fortæller om hilsnen fra sin far, er blevet delt over 50.000 gange af andre Twitter-brugere.