Mads Fuglede
Mads Fuglede

Præsidenter må gerne skifte mening. Som kandidater til embedet er det normalt, at de siger et for så at mene noget andet, når de indtager det Ovale Værelse. Det gælder også Donald Trump, der i valgkampen kaldte NATO for en forældet alliance og mente, at borgerkrigen i Syrien ikke var en, USA skulle blande sig i. Donald Trump ville også engang bygge en mur på grænsen til Mexico og retsforfølge Hillary Clinton, indtil han ikke ville det alligevel. Og listen er meget længere.

Når præsidenter skifter mening, kalder amerikanerne det for flip flops. Da Præsident Grover Cleveland i 1888 ændrede mening om en aftale med Canada vedrørende fiskeri, skrev en amerikansk avis om præsidentens flip flops, fordi det er lydordet, som beskriver fisk, der spræller på skibets dæk og vender side.

George W. Bush ville som kandidat fokusere på amerikansk indenrigspolitik og nedtone USA's aktiviteter på den globale scene, men så kom 11. september, hvilket ændrede alt. Barack Obama mente et om mindsteløn, regulering af finanssektoren, homoseksuelles rettigheder, Bushs skattelettelser, den føderale gæld og indholdet af en sundhedsreform, indtil han mente noget andet.

Når præsidenter skifter mening, kan det få fatale konsekvenser for deres politiske liv. Det opdagede George H. W. Bush, da han lovede ikke at sætte skatten op, men senere brød dette løfte. Det var en medvirkende årsag til, at han ikke blev genvalgt i 1992. Et politisk flip flop er en sag mellem politiker og vælger.

Man kan hævde, at Trump synes meget elastisk i sine holdninger og diskutere dette til bevidstløshed. Hvis han vil forsøge at blive genvalgt, kan det vise sig, at han enten slipper fra det, som Obama gjorde, eller må lide samme skæbne som den ældre Bush.

Debatten om Trumps meningsskift skygger dog for et andet væsentligt spørgsmål: Hvad er det egentlig, præsidenten vil? Siden angrebet på Bashar al-Assad 6. april mangler vi stadig at få præsenteret en strategi og et rationale for USA's engagement i Syrien. Det ene øjeblik siger Trump, at der var tale om et begrænset angreb, og det næste synes han åben for tanken om at ville fjerne al-Assad fra magten. Under valgkampen var det Trumps opfattelse, at russerne var nogle, man kunne samarbejde med og kineserne nogle slyngler, der altid søgte at snyde USA. Nu er det omvendt. Nordkoreas missilprogram og voksende arsenal af a-våben har fået Trump til at indse, at han ikke kan håndtere det problematiske styre i Pyongyang uden at tage Kina i ed. Det er et flip flop, men det bør ikke være den væsentlige diskussion, som burde være at få Trump til at forklare, hvad man vil gøre ved situationen.

Det amerikanske præsidentembede er en unik magtbastion, der giver adgang til en værktøjskasse, som på dramatisk vis kan ændre den verden, vi lever i, og afgøre nationers skæbne. De fleste præsidenter indser, at de skylder deres vælgere og klodens befolkning at fremstille en sammenhængende strategi for deres gøren og laden. Præsidenter bør formulere en doktrin eller fremlægge en plan for, hvad man vil med den enorme magt, man som præsident og nation er i besiddelse af. Det er det, vi bør kræve af Trump – og så glemme flip flopperiet en stund.

SMS

Hitter på Facebook