De to ballistiske missiler fløj tidligt lørdag morgen i 30-50 kilometers højde. Og havde en rækkevidde på cirka 350 kilometer. Afsenderen var Nordkorea.

»De gentagne missilaffyringer fra Nordkorea er en alvorlig provokation, som undergraver fred og sikkerhed på den koreanske halvø og i det internationale samfund,« lyder den umiddelbare reaktion i en fælles udtalelse fra de militære stabschefer i nabolandet Sydkorea.

Det skriver flere nyhedsbureauer.

Det er således fjerde gang i denne uge, at Nordkorea har testaffyret ballistiske missiler.

Lørdagens affyringer kommer efter, at USAs vicepræsident Kamala Harris netop har været på besøg i Sydkorea, hvor hun blandt fik sig et kig mod Nordkorea i den demilitariserede zone.
Lørdagens affyringer kommer efter, at USAs vicepræsident Kamala Harris netop har været på besøg i Sydkorea, hvor hun blandt fik sig et kig mod Nordkorea i den demilitariserede zone. Foto: LEAH MILLIS
Vis mere

Denne gang blev de sendt ud over havet ved den koreanske halvøs østkyst, ud over Det Japanske Hav. Det var altså¨i retning mod Japan, hvor man også har registreret, at affyringerne har fundet sted.

Her fordømmes handlingen også, at viceforsvarsminister Toshiro Ino, der bider mærke i, at det er første gang nogensinde, at Nordkorea har lavet fire testaffyringer i løbet af bare en uge.

»Sådan en eskalering er en trussel mod sikkerhed i Japan, regionen og i det internationale samfund, derfor har vi protesteret via vores ambassade i Beijing (i Kina, red.),« lyder det.

Også USAs militærkommando tager afstand fra affyringerne og meddeler, at de har forstærket den »destabiliserende effekt, som Nordkoreas ulovlige ballistiske missilprogrammer repræsenterer«.

Nordkorea har nu affyret mere end 30 missiler i år.

En ekspert ser ifølge Reuters den øgede nordkoreanske testaktivitet som et forsøg på at opbygge operationelle våben. Og som et forsøg på udnytte, at verden i øjeblikket er mest fokuseret på krigen i Ukraine.

»På trods af Nordkoreas interne svagheder og internationale isolation er det i høj fart i gang med at modernisere våben og drage nytte af en verden, der er splittet af rivaliseringen mellem Kina og USA og Ruslands annektering af ukrainsk territorie,« siger Leif Eric Easley, professor på Ewha University i Sydkoreas hovedstad, Seoul.