Michelle Knight blev holdt fanget i 12 år af Ariel Castro, inden det i mandags lykkedes hende og to andre piger at slippe fra et hus, der er blevet navngivet 'rædselshuset', i Cleveland, Ohio. Nu er det kommet frem, at hun angiveligt blev gruppevoldtaget året før, hun blev bortført.

Det skriver NY Daily Mail.

Ifølge hendes bedstemors søster, Deborah Knight, blev Michelle voldtaget i 2001, da hun gik i high school, hvilket resulterede i, at hun blev gravid. Drengen, hun fødte og døbte Joey, blev senere taget fra hende og anbragt hos en plejefamilie.

- Hun var en imødekommende og  dejlig pige. Hun var meget hjælpsom. Vi havde det så godt sammen, siger Deborah Knight og fortæller, at det alt sammen ændrede sig, da tre klassekammerater voldtog hende på skolen.

'Velkommen hjem'-skiltet er allerede placeret i familiens indkørsel, og nu venter de bare på, at Michelle Knight som den sidste af de tre bortførte kvinder bliver udskrevet fra hospitalet.

- Jeg vil bare have hende ud derfra og få hende hjem så hurtigt som muligt, siger Deborah Knight.

Men spørgsmålet er, om Michelle Knight vil se sin familie. Ifølge vg.no nægter hun nemlig at modtage besøgende. Inklusiv sin egen familie.

Udskrevet fra hospitalet

Men de behøver måske ikke vente så længe, for fredag aften dansk tid er hun blevet udskrevet fra hospitalet.

Det bekræfter hospitalets talskvinde over for nyhedsbureauet AFP, hun oplyser dog ikke, hvor Michelle Knight er taget hen.

- Michelle Knight er blevet udskrevet fra MetroHealth. Hun beder om, at man respekterer hendes privatliv i denne svære tid, skriver hospitalet i en pressemeddelelse.

Den 32-årige Michelle Knight »er ved godt mod og vil gerne have, at det omgivende samfund får at vide, at hun er ekstremt taknemmelig for de mange blomster og gaver,« skriver hospitalet på twitter.



Ansigtet skal opereres

Deborah Knight, fortæller også, at den unge kvinde bliver nødt til at gennemgå en operation for at få sit ansigt rekonstrueret.



- Når hun blev mishandlet, slog han hende også så hårdt i ansigtet, at hun nu skal opereres. Hun har også mistet hørelsen på det ene øre, siger Deborah Knight.

Michelle Knight har fortalt politiet, at hun tilbragte størstedelen af de 11 år i fangenskab i den mørke kælder, hvor hun var lænket. Hun blev gravid mindst fem gang i løbet af de 11 år, hun var fanget i kælderen, efter at være blevet voldtaget af Castro. Hver gang sultede han hende og slog hende i maven, for at få hende til at abortere.



Michelle Knight sad fanget siden 2002 og var den første af de tre kvinder, der blev bortført af Castro.