En mand er kommet alvorligt til skade i en ulykke på en rasteplads på Fyn.

På rastepladsen Ålsbo kørte en personbil torsdag op bag i en lastbil - og føreren af personbilen blev efterfølgende indlagt på Odense Universitetshospital i 'meget kritisk tilstand'.

Klik her og se mere video hos Local Eyes.

Tidligt fredag morgen oplyser vagtchefen hos Fyns Politi, Steen Nyland, at den tilstand ikke har ændret sig.

»Han er fortsat svært tilskadekommen,« siger han.

Videre forklarer han, at man endnu ikke ved, hvorfor ulykken skete.

»Vi har haft en bilinspektør til at undersøge personbilen derude, og den er også sikret og taget med til yderligere undersøgelser, men der er ikke kommet nogen konklusion på det endnu,« fortæller Steen Nyland.

Ulykken skete ved Fynske Motorvej på Ålsbo Rasteplads, som ligger mellem Middelfart og Odense.

De pårørende er underrettet.