Jakob Fuglsang var ikke helt tilfreds med motorcyklerne på 8. etape.

Danskeren så stærk ud på den hårde etape og længe sad han og holdet forrest i feltet.

Men da Thibaut Pinot og Julian Alaphilippe angreb kom danskeren ikke med på hjul, hvilket der var en grund til.

»Jeg misser lige at komme på dækket af de to franskmænd, da de ryger på smæk af motorcyklen,« sagde Jakob Fuglsang til TV2 Sport med henvisning til, at Pinot og Alaphilippe fik hjælp af motorcyklen for at skabe hullet.

Det var ellers en stor plan Astana-holdet havde lagt for dagen, hvor både etapesejr og klassementet var i spil.

»Holdet var godt kørende. Vi havde håb om en etapesejr til Lutsenko eller mig selv. Eller at jeg kunne vinde noget tid i klassementet,« sagde Fuglsang.

Den plan blev så ifølge Jakob Fuglsang ødelagt af motorcyklerne derude.

»Vi kan se, at de sidder og får smæk af motorcyklen. Da de angriber, sidder jeg lidt for langt fremme. Jeg skulle have sidde længere tilbage på hjul. Jeg blev overrasket lige i det øjeblik, men sådan er det,« sagde en fattet Jakob Fuglsang.