Det vakte opsigt, da Caroline Wozniacki pludselig gik sammen med golffænomenet over dem alle.

Det var dog uden de store armbevægelser eller pressemeddelelser, at virksomheden Sports Health Tech Acquisition Corporation blev anmeldt til U.S. Securities and Exchange Commission 13. januar 2022.

Folkene bag var ikke hr. og fr. hvem-som-helst.

I alt ni personer var med om bord – blandt andre golffænomenet Tiger Woods, Caroline Wozniacki og hendes berømte mand, den tidligere NBA-stjerne David Lee.

Anmeldelsen U.S. Securities and Exchange Commission 13. januar 2022.
Anmeldelsen U.S. Securities and Exchange Commission 13. januar 2022.
Vis mere

Tidligere på året kunne Bloomberg så fortælle, at teamet havde kastet håndklædet i ringen, og at markedet for sådanne selskaber var kølnet i betragteligt grad.

Virksomheden var et såkaldt SPAC (special purchase acquisition company), som er et selskab uden aktiviteter, som kun har til formål finde penge via en børsnotering. Herefter vil virksomheden overtage et eksisterende firma.

»Vi kalder det en jockey uden hest. Du finder en god jockey, og så smider du penge i puljen og ser, hvor hurtigt hesten, han finder, kan ride,« har Carsten Borring, der er noteringschef hos Nasdaq Copenhagen, tidligere forklaret Zetland om den tidligere meget populære SPAC-model.

I anmeldelsespapirerne kunne man se, at de agtede at opkøbe et eller flere andre selskaber inden for sports- og sundhedssektoren og løfte dem til næste niveau. 

De gik efter at rejse omkring 1 mia. kr. i kapital og derefter købe et eller flere selskaber til en værdi af op mod 7 mia. kr.

Sports & Health Tech Acquisition, der i selskabsanmeldelsen berettede om, at de havde base på Cayman Islands, havde planer om at gå på den amerikanske børs Nasdaq Global Market under navnet LDSPU.

B.T. har tidligere talt med en række kilder, der har indsigt i det amerikanske SPAC-markedet, og de vurderede allerede sidste år, at det så dødt ud for Wozniacki og co.