FC Københavns slovakiske hvirvelvind af en forsvarsspiller, Denis Vavro, havde en af karrierens bedre søndage.

For hjemme i Parken uddelte han og resten af FCK-spillerne grumme bøllebank til OB, der blev sendt hjem til Fyns land med et 0-7-nederlag og to røde kort.

Det betød, at FC København åd tre point af duksene fra FC Nordsjællands forspring. Farum-klubben røg nemlig ind i et overtidsnederlag i Silkeborg.

Og det var et opgør, som Denis Vavro fulgte tæt.

Mohamed Daramy og Denis Vavro FCK. Superligakampen mellem FC København og OB i Parken søndag den 5. marts 2023 (Foto: Alfred Sylvest Azoulay/Ritzau Scanpix 2023)
Mohamed Daramy og Denis Vavro FCK. Superligakampen mellem FC København og OB i Parken søndag den 5. marts 2023 (Foto: Alfred Sylvest Azoulay/Ritzau Scanpix 2023) Foto: Alfred Sylvest
Vis mere

»Ja, jeg så den kamp, inden vi selv skulle spille. Den stod 1-1, og jeg tænkte 'okay, det er også okay, at de spiller uafgjort'. Men så i minut 93 scorer Silkeborg, og så fejrede jeg det med min kæreste. Og så tog jeg herind – og jeg sagde til mine holdkammerater 'det vigtigste i dag er, at vi vinder'.«

Og alle resultater flaskede sig i det hele taget for københavnerne. Viborg FF smed en 2-0-føring væk hjemme mod Randers, så nu er FCK rykket op på andenpladsen.

Og så var der jo også en kamp ude i Lyngby.

»Brøndby taber 0-1 ...(lang pause) ... jeg har respekt for alle hold. Men det er Brøndby. Jeg kan ikke lide Brøndby, haha,« lød det fra en svært tilfreds Denis Vavro.