Randers FC har solgt angriberen Nicolai Brock-Madsen til Birmingham City i den næstbedste engelske række. Det oplyser Randers FC på klubbens hjemmeside.

»Det er et kæmpeskridt for mig- Jeg er naturligvis superglad for skiftet. Jeg har været i klubben, siden jeg var ti år, så det er kæmpestort for mig, at Randers FC nu kan få nogle penge for mig, og jeg kan få mit ønske om at komme til udlandet opfyldt,« siger Nicolai Brock-Madsen.

Træner Colin Todd er ked af at miste Nicolai Brock-Madsen, men han er samtidig glad på den 22-årige angribers vegne:

»Han kommer til en fantastisk klub, og skiftet til Birmingham er det helt rigtige for ham. Han kommer til en klub med en fantastisk fanbase - og en klub, der har ambitioner om oprykning til Premier League. Han har gjort store fremskridt i Randers FC, og jeg håber at han kan fortsætte udviklingen i Birmingham,« lyder det fra Colin Todd, der i perioden fra 1979 til 1982 selv spillede 93 førsteholdskampe for ”The Blues”.

»Vi glæder os altid, når en af vores spillere får deres drøm om at komme til udlandet opfyldt. Omvendt kommer vi også til at savne ham. Men denne gang var det Brocks tur til at komme afsted og prøve kræfter med andet end Superligaen. Brock har på alle måder ”båret” Randers FC trøjen flot, både på og udenfor banen,« siger sportschef Peter Christiansen.

Nicolai Brock-Madsen har endnu ikke spillet på A-landsholdet. Derimod har han været på diverse ungdomslandshold. Senest var han med på U21-landsholdet, der nåede semifinalen i EM-slutrunden denne sommer. Nicolai Brock-Madsen kom i den forbindelse på banen i den indledende puljekamp mod Tyskland - en kamp som Danmark dog tabte 0-3.

Birmingham City røg ud af Premier League i 2011 og har spillet i The Championship lige siden. I 2011 opnåede klubben dog samtidig en vis succes, da det lykkedes at vinde Carling Cup - den turnering, som i dag hedder Capital One Cup - med en finalesejr over Arsenal.

Aftalen mellem Nicolai Brock-Madsen og Birmingham City er fire-årig.