Han er allerede meldt ude for sæsonen.

Og nu venter en operation, der skal hjælpe den 34-årige - uhyre uheldige - FC København-kaptajn Carlos Zeca tilbage på den fodboldbane, han slet, slet ikke har i sinde at sige farvel til før tid.

Det meddeler FC København fredag aften - og det bliver en velkendt skikkelse, der skal stå for indgrebet i det knæ, hvor Zeca er korsbåndsskadet.

Nemlig, Morten Boesen, der er cheflæge i FC København og som er læge for det danske landshold.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Zeca vil i den kommende uge gennemgå en operation efter sin alvorlige skade. Det bliver cheflæge Morten Boesen, der vil stå for indgrebet,« fortæller den københavnske superliga-klub på Twitter.

Zecas alvorlige knæskade kom i slutningen af opgøret mod AGF den 2. oktober - godt og vel et år efter, at han havde pådraget sig en lignende skade, som holdt ham ude hele sidste sæson.

Det får dog ikke den aldrende kaptajn til at overveje et karrierestop.

»Jeg stopper ikke, og jeg giver ikke op. Jeg vil gøre mit bedste for at komme stærkere tilbage. Jeg har ikke fortjent at slutte karrieren på den her måde. Jeg vil være i stand til at stoppe min karriere ved selv at gå fra banen uden smerter,« sagde Zeca for nylig i et interview med FCK TV.

Zeca har et enkelt år tilbage af kontrakten med FC København - så endnu er det altså uvist, om han får mulighed for at få endnu en kamp i den hvide trøje.