Superligaen er efterhånden spækket med udenlandske profiler, som beriger vores lille andedam med deres talent og personligheder.

Men hvad synes disse udenlandske stjerner egentlig om Danmark?

B.T. har sat en række af Superligaens bedste udefrakommende profiler stævne til en snak om … Danmark og danskere.

Herunder kan du læse om FC Midtjyllands brasilianske back Paulinho, der elsker at gå lange ture i Silkeborg - og kan nogle 'slemme danske ord'.

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Hvad er det bedste ved Danmark?

»Hmmm … jeg tror, at jeg vil sige, at uddannelsessystemet er det bedste ved Danmark. Du kan blive til alt, hvad du ønsker. Det eneste, det afhænger af, er din hjerne. I Brasilien er det eksempelvis virkelig svært at komme ind på et universitet – fordi det er meget dyrt. Det er slet ikke nok at have gode karakterer. Men det er det i Danmark – og det synes jeg er fantastisk. Om man er rig eller fattig – der er ingen begrænsninger. Hvis man arbejder hårdt nok, kan man blive til alt.«

Hvad er det værste ved Danmark?

»Vejret. Men jeg har efterhånden sluttet fred med det. Jeg har vænnet mig til det. Lige da jeg kom, var det en kæmpe forandring, for i Brasilien betyder vinter, at det kun er 15 grader varmt. Og så kommer man til et land, hvor der nogle gange er minusgrader! Det var ret hårdt for en brasilianer i starten, men nu er jeg faktisk okay med det. Jeg tænker ikke længere 'uh, hvor er det koldt i dag'. Altså – HVIS jeg kunne vælge, så foretrak jeg da selvfølgelig, at der var varmt hele tiden.«

Hvad synes du om danskerne?

»Jeg var meget spændt på, hvordan danskere ville være – for det er et land, der ligger meget langt fra Brasilien. Men jeg var virkelig overrasket, for alle var virkelig venlige – især mine holdkammerater og folk i klubben. De er meget interesseret i at lære folk fra andre lande at kende.«

»Jeg kan også virkelig godt lide danskernes ærlighed. Jeg har en ven, der engang glemte sin computer – en Macbook – i metroen i København. Og så dagen efter ringede politiet til ham og fortalte, at de havde hans computer. Nogen havde fundet den og indleveret den til politiet. Det var ALDRIG sket i Brasilien! Selvom brasilianere ved, at det ikke er deres computer, vil der helt sikkert være nogen, der ville udnytte situationen. Hvis jeg kunne ændre det ved Brasilien, ville det være fantastisk.«

Foto: ANDREJ CUKIC
Vis mere

Hvem er din bedste danske ven i FC Midtjylland?

»Min bedste danske ven? Uhh, den er svær. Jeg er tæt på mange af gutterne. Jeg skal passe på, at jeg ikke skuffer nogen nu. Jeg vil ikke vælge en, der er gammel som Jonas (Lössl, red.) – haha. Jeg vil vælge en, der er cool. Lad os sige Mads Døhr – han er så sjov en fyr. Jeg kan virkelig godt lide ham. Han har mange jokes – han er en af de danskere, der griner helt tiden og altid er glad. Selvfølgelig har alle folk gode og dårlige dage – men han smiler altid. Han virker konstant taknemmelig.«

Hvad er dit danske favoritord?

»Jeg kender en del tilfældige ord. Nogle gange hører vi et ord, som gør os nysgerrige – og så spørger vi 'hvad betyder det?'. Men mit yndlingsord på dansk? Altså – 'jeg ikke snakke dansk'. Det er i hvert fald ikke 'rødgrød med fløde'.«

»Det ord, jeg har hørt mest, siden jeg ankom, er et slemt ord – og det vil jeg ikke fortælle hvad er. Åååh … hvad er mit favoritord? Måske 'sådan, gutter!' Jeg tror, det betyder 'godt klaret' eller noget lignende. Ellers hører jeg primært 'Alene, alene' eller 'højre, venstre', 'go' kamp'. Det siger man hele tiden.«

Hvad synes du om dansk mad?

»Jeg er i gang med at vænne mig til det. Jeg elsker brødet – dansk brød er fantastisk. Men i forhold til maden – så tror jeg, at jeg foretrækker brasiliansk mad. Dansk mad handler meget om svinekød og grøntsager, og vi brasilianere er mere bare til kød – en masse kød. Men det danske mad er okay, vil jeg sige. Brødet er fantastisk.«

Hvor er dit favoritsted i Danmark?

»Jeg bor i Silkeborg, og der er en stor sø. Jeg har en hund, og vi går mange lange ture rundt omkring den sø. Det er så fredfyldt et sted. Jeg ved faktisk ikke, hvad søen hedder – men den er lige foran SuperBrugsen, du ved? Det er et smukt at gå og lytte til musik eller til podcast. Jeg kan godt lide stemningen.«

»Der er også nogle gode restauranter tæt på, hvor jeg bor. Jeg kan også godt lide at tage på Joe & The Juice og få en shake. Men jeg vælger søen som mit favoritsted.«

Hvad synes du om Superligaen?

»Det er en meget konkurrencedygtig liga. Der er mange forskellige spillestile. Jeg har efterhånden forstået, at holdene spiller på forskellige måder. Eksempelvis spillede vi mod Vejle, som bare lossede bolden op til vores hjørneflag, og så pressede højt op for at stresse os.«

»De prøvede ikke at spille. Så der er forskellige stilarter, og det gør Superligaen til en meget tæt liga. Det er en meget stærk liga – bare kig på, hvor mange spillere, der bliver solgt til de store ligaer. 'The numbers don't lie'.«