'Hvad fanden er der sket med Shaq?'

Sådan lyder blot en af mange kommentarer til et billede, den tidligere basketballspiller Shaquille O'Neal har lagt ud på Twitter.

Basketspilleren har gjort mange bekymrede, da han her ligger i en hospitalsseng, og det eneste han har skrevet til billedet er, at han 'altid ser Ernie Johnson og Candace Parker', som er hans medværter.

Det har medført mange reaktioner fra fans og andre, der følger ham på de sociale medier. Billedet kan ses i bunden af artiklen.

  • 'Er du okay Big Man?'
  • 'Rigtig god bedring. Beder for dig.'
  • 'Er der nogen, der ved, hvad der er sket?'

Shaquille O'Neal har efterfølgende været ved tasterne igen, formentlig for lige at lægge en dæmper på bekymringen i kølvandet på de mere end 4.000 kommentarer, der er kommet.

'Til alle de mennesker, der er bekymrede for mig. Først og fremmest tak,' skriver han i et nyt opslag og fortæller så om baggrunden for indlæggelsen.

Den 51-årige tidligere basketstjerne forklarer, at han har fået ny hofte og derfor er ved at komme sig.

Han har tidligere fortalt, hvordan han kæmper med sin krop og håber på at kunne tabe sig en del. Det fortalte han tidligere på måneden i sin podcast.

»Jeg vil gerne tabe mig 14 kilo, og jeg vil gerne have en eightpack. Lige nu har jeg en lille fivepack fortalte O'Neal, der forklarede, at han vil kæmpe sig igennem med træning og en diæt, der varer 90 dage.

Han var med, da Lakers dominerede omkring årtusindskiftet, hvor han var makker med nu afdøde Kobe Bryant. I finaleserierne, hvor Lakers trak sig sejrrigt ud, nåede den 216 cm høje center at score tre MVP-titler i finalerne.