For få dage siden var der nyt i sagen om 21-årige Oliver Ibæk Lund, der i februar faldt i havnen i Aalborg efter en bytur.

Efter mange ugers søgen efter ham fandt man endelig hans lig i Limfjorden. Oliver Ibæk Lund havde været væk, siden kameraer havde fanget situationen, hvor han faldt i vandet.

Men der er ikke blevet sat endeligt punktum af den grund. Siden hans tragiske død er der blevet diskuteret, hvordan man kan undgå, at så grusom en ting sker igen.

Aalborg Kommune har nu sat en lille million kroner af til at arbejde på havnesikring i byen, og i maj skal Aalborg Kommune og TrygFonden holde et møde om netop dette.

Det fortæller Nordjyske.

Oliver er desværre en blandt mange mænd, der er endt i en drukneulykke, fordi de ville tisse ud over en havnekant efter en bytur, hvorefter de er slingret ud over kanten.

Løsningsforslagene til dette problem lyder blandt andet på at installere varmefølsomme kameraer, sætte pissoirer op samt sætte flere lys op.

»Termiske kameraer er fortsat en teknologi med udfordringer. Og pissoirer er en måde at nudge mænd til at holde sig fra at tisse i havnen – om det virker, ved jeg ikke. Lys er effektivt til at markere, at kajen stopper,« siger ekspert i risikovurdering hos TrygFonden, Helen Witt, til Nordjyske om forslagene.

Fremgangsmåden for havnesikringen besluttes efter mødet i maj.