Den tidligere Falck-redder Erik Schack turde næsten ikke tro sine egne ører, da en forløsende kendelse blev læst højt mandag.

De seneste syv år har hans liv nemlig ændret sig markant.

En fatal redningsaktion flere år tilbage førte til, at Erik Schack blev ramt af flere blodpropper i hjernen, hvorfor han måtte gennemgå flere operationer. Siden har han kæmpet en kamp for, at hans skæbne skulle anerkendes som en arbejdsskade.

Det er nu lykkes, skriver Fagbladet 3F.

»Jeg er så glad og lettet over, at jeg har fået medhold af tre enige dommere i, at ulykken er en arbejdsskade. Presset har været enormt. Jeg har heller ikke rigtig sovet i nat,« lød det mandag fra Erik Schack, der lod tårerne få frit løb efter kendelsen.

For det har ikke ligget i kortene, at Erik Schack skulle have medhold i sagen, der tog sit spring i 2014.

Her blev den daværende Falck-redder kaldt ud til en redningsaktion.

Tre personer lå livløse i en fiskekutters lastrum med giftige gasser sværmende omkring sig. Erik Schack var med til at få dem op.

Men i timerne efter fik Erik Schack konstateret en blodprop. Ifølge Fagbladet 3F lå han i koma i 19 dage, hvor flere blodpropper indtraf. I dag er han lam i sin ene arm, ligesom han har problemer med førligheden.

Selv har han kæmpet en kamp for at få medhold i, at hans skader skete som følge af redningsaktionen. Noget, som Byretten i Hjørring afslog i 2019. Erik Schack ville med 'mest sandsynlighed' have reageret på gasserne omgående – og ikke i timerne efter, lød begrundelsen dengang.

Men Landsretten i Viborg har nu vurderet anderledes.

I timerne efter ulykken blev Erik Schack ramt af alvorlige opkastninger, hvilket kan have medført en rift i halspulsåren – som så kan have været årsagen til blodpropperne, har Retslægerådet vurderet mandag.

Erik Schack er dermed berettiget erstatning.

Den endelige erstatning bliver senere fastsat.