Kronprinsessen løftede øjenbrynene og forsvandt med sin flade mave, da hun tirsdag blev konfronteret med graviditetsrygter.

'Åh', udbrød Mary tirsdag aften, da hun var på vej hjem fra åbningen af Copenhagen Studio et nyt internationalt trend- og designlaboratorium. Kronprinsessen blev spurgt, hvad hun sagde til de mange rygter om, at hun var gravid.

Mary vendte sig smilende om foran det nye inspirationscenter for pelsdesign, som ligger på Langelinie.

'Åh', sagde hun nærmest opgivende.

Og med let løftede bryn.

Mary beholdt smilet, løftede armene, da hun gik ud til den ventende kronebil.

Lukket med syv segl
I både danske og udenlandske magasiner og blade spekuleres der i disse uger om en ny royal graviditet. Men vanen tro var Marys mund lukket med syv segl.

Mary blev også spurgt, om hun glædede sig til den kommende ferie i Tasmanien.

- Ja selvfølgelig, svarede kronprinsessen.

Hvad glæder De dem mest til?

- Det jeg skal ind og se nu, lød det rappe svar.

Mode er absolut en branche, der til fulde har Marys interesse.

Selv var hun supersmart - man kan roligt konstatere fiksere end mange modefolk, også en del af dem, som fyldte stolerækkerne.

Mary var i lange bukser, høje stiletter og en kort brun swakara persianerpelsjakke. Indenunder havde hun en gylden blondetop.

Og man må sige, hun så ikke det mindste gravid ud.

At Mary var smart blev også bemærket af den markante unge danske modedesigner Jens Laugesen, som sælger mere tøj i Japan og London end herhjemme, og som til marts næste år skal have en stor modeopvisning i Paris. Alt sammen er affødt af, at han faktisk også har fået en fornem Louis Vuitton pris.

- Mit tøj ville passe lige præcis til Kronprinsessen. Hun er klassisk i sin tøjstil, men med et nyt koncept.

Jeg har faktisk før mødt hende sammen med Kronprinsen ved en opvisning, jeg havde på Royal Academy of Art i London, fortalte han, før han fik håndtryk og en snak med Mary.

Inden hun gik hjem fik hun af Copenhagen Fur en 'sovemaske' af det fineste mink.