Det skal være dyrere at fylde benzin og diesel på bilen.

Sådan lyder det i et klimaudspil fra Enhedslisten. Og idéen har opbakning fra flere partier i oppositionen.

Det skriver Politiken.

Helt konkret foreslår Enhedslisten, at prisen for en liter diesel og benzin hæves med 69 øre via en brændstofafgift. Det svarer til prisstigninger på henholdsvis 22 og 15 procent.

»Det er et niveau, som efter vores vurdering vil have en effekt på forbruget, men som samtidig er overkommeligt for helt almindelige familier,« siger Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten, til Politiken.

Pengene skal blandt andet gå til at hæve den grønne check.

Hos Alternativet tager man godt imod forslaget – og byder sågar over Enhedslisten.

Her vil man hæve prisen for en liter benzin med 1,39 kroner og prisen for en liter diesel med 82 øre.

Også SF bakker op om forslaget.

Her har man dog endnu ikke lagt sig fast på, hvor meget man vil være med til at skrue op for priserne.

Hverken Socialdemokratiet eller Radikale Venstre er dog positivt stemte overfor at hæve priserne.

I Enhedslistens klimaplan indgår blandt andet også et forslag om, at skrotprisen på en gammel bil skal mangedobles til 20.000 kroner – og at der skal ydes tilskud til elbiler med op mod 100.000 kroner.