Erhard Jakobsen var en elsket og en lidenskabelig politiker. Han blev 85 år.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Erhard Jakobsen var ved sin død én af Danmarks mest populære politiske figurer. Selv om han under sit politiske virke var spydspids for et massivt opgør med Socialdemokratiet og den venstreorienterede kulturdominans, der kulminerede i 70erne.Dengang var Erhard en hadet person i brede politiske kredse i Danmark. Han blev betragtet som »højrepopulist« med nazistiske tendenser, og Ekstra Bladet afbilledede ham med en radiomodtager som Hitler-skæg under næsen.
I går, da det kom frem, at Erhard var død, løb rygtet blandt hverdagsdanskere på gaden i København. Og Nyrup Rasmussen skyndte sig at udsende en pressemeddelelse med mindeord, der ophøjede Erhard til socialdemokratisk helgen-status.
Erhard var både personligt og politisk et »forbillede«, siger Nyrup om den politiker, der måske mest afgørende stoppede Socialdemokratiets eksperimenter med at samarbejde til venstre.
Erhard var en lidenskabelig politiker, nok først og fremmest derfor endte han med at blive så elsket. Hans konkrete politiske indsats er historie, selv om man kan mene, at den i en vis forstand gentager sig med det aktuelle politiske skifte, selv om der ikke blev plads til Erhards parti i november.
Erhard var først og fremmest en blændende taler. Mange taler i dag med afsky om politikeres interesse for kommunikation og medier. Men det har altid været afgørende vigtigt for politikere at kunne tale.
At tale som Erhard er ensbetydende med at give slip. At lade munden løbe. At lade sproget udfolde sig af egen kraft. Ofte siger vi, at mennesker skal tænke, før de taler. Det er ikke altid godt.
Hvis man kun siger, hvad man på forhånd har gennemtænkt, bliver ens tale stiv og uvedkommende. Men åbner man for talens strøm, siger man netop ting, man ikke vidste, at man mente. Under store taler slår kontakten mellem politikere og hans tilhørere gnister. Der sker noget, som politikere og vælgere skaber i fællesskab. Det er en afgørende vigtig del af demokratiet.
Erhard kunne tale - også på TV. Han oplevede TV-optræden som et autentisk møde med vælgerne. Han blev berømt for sine »hvide kaniner«, der blev betragtet som snedigt udtænkte overraskelser, men netop ofte snarere var vellykkede improvisationer.
Erhard Jakobsen havde opbygget sin politiske styrke som borgmester i Gladsaxe. Udviklingen af den socialdemokratiske mønsterkommune var et godt projekt. Et massivt symbol på kvaliteterne i den socialdemokratiske velfærdsstat, som voksede ud af 60ernes velstand og vækst. Erhard vidste, at han gjorde en væsentlig og konstruktiv politisk indsats for sine borgere. Og netop derfor kunne han ikke bære, at hans eget parti kom til at ligge under for 70ernes ungdomsoprør og venstredrejning, som nåede langt ind i Socialdemokratiet og fik fat om Anker Jørgensens hjerte.
Jakobsen var rasende over den uklare holdning til NATO og USA og vendte front mod hele den brede bedrevidende venstreorientering, som flirtede med de kommunistiske diktaturstater. Til gengæld gav Erhard det sydafrikanske apartheid-styre i Sydafrika sin opbakning.
Og som den anden side af sin »højrepopulisme« forsvarede han den socialdemokratiske kernevælgers glæde ved og optagethed af eget hus og bil, »materialistiske statussymboler«, som de venstreorienterede journalister, kunstnere, akademikere og politikere foragtede.
Et samlende kernepunkt i Erhards politik var hans helt uforbeholdne støtte til EF/EU-projektet, som Anker Jørgensen længe havde tvivlet på og som Auken, Ritt og Weiss stemte imod.
Den mindre privilegerede danskers vrede og modstand mod de holdninger og den udtryksform, som i begyndelsen af 70erne dominerede samfundsdebatten, førte til det politiske skred i 1973, som bragte Glistrups Fremskridtspartiet og Erhards CD i Folketinget.
Fremskridtspartiet blev aldrig politisk brugbart, og dets styrke var med til at skabe dyb politisk og økonomisk krise i Danmark i resten af 70erne.
Men i 1982 kronedes Erhard Jakobsens bud på en løsning med succes: Poul Schlüter kunne efter samtaler i Erhards sofa danne sin firkløver-regering. Det blev den første borgerlige regering siden Socialdemokratiets gennembrud, som overlevede et - ja, fire - folketingsvalg. Og førte Danmark ud af den økonomiske sump, som Anker Jørgensen havde ført Danmark ud i.
Erhard blev koblet ud af den borgerlige regering i 1988 og tilgav aldrig Schlüter, at han vragede CD til fordel for de radikale.
Han støttede ubetinget sin datter, da hun i 1993 indtrådte i Poul Nyrup Rasmussens firkløver-regering. Men da regeringen mistede sit flertal i 1994 og blev delvist afhængig af SF, trådte hun - også med Erhards velsignelse - ud.
Erhard var glad for Nyrup, som han betragtede som »sin mand« i forhold til de venstreorienterede socialdemokrater, han brød med.
Erhard tolkede meget præcist en tydelig tendens i det vælgeroprør, han blev en del af. Han så, at der var en stærk opbakning til velfærdssamfundet, men en modvilje mod en abstrakt venstreorientering, der var rodfæstet blandt veluddannede unge.
I sine mindeord peger Mimi Jakobsen på, at Erhards særlige sigte var det brede samarbejde, og det var det utvivlsomt. Hun siger, at netop derfor vil han blive særlig savnet på Christiansborg i dag, og heri har hun jo en pointe.
Men Erhards oprør har alligevel vigtige fælles træk med »gammel-socialdemokratismen« i Dansk Folkeparti. En helt afgørende sag skiller dog. Erhards ubetingede EU-begejstring.
Måske er der i særlig høj grad brug en figur som Erhard, der kan fange den socialdemokratiske vælgers holdninger, men sætte dem stærkt og overbevisende ind i en aktiv EU-politik. Den opgave løste Mimi Jacobsen aldrig. Hun er benådet af faderens talegaver, men er selv i alt for høj grad en »68'er« til at kunne løfte arven efter Erhard, en politiker, der ændrede Danmark.
