Hvis ikke andet stod tilbage efter Volbeats midnats-messe på Skanderborg Festival fredag nat, så gjorde i hvert fald følgende: Sjældent har noget band i dén grad fortjent deres succes, som Volbeat har det. Og sjældent om nogensinde har et band håndteret en himmelflugt så sympatisk og ydmygt, som Michael Poulsen, Jon Larsen, Anders Kjølholm og Thomas Bredahl gør det.
VOLBEAT, BøgescenerneTag ikke fejl af at Volbeat naturligvis elsker deres musik, men de elsker sgu’ deres publikum endnu højere.
I Skanderborg oplevede jeg det så igen. Nemlig den dér fantastiske symbiose, Volbeat har med deres publikum – fra det øjeblik bandet lægger fra land ryger i omegnen af 20.000 hænder i vejret, og en synligt stolt og bevæget Michael Poulsen fik i løbet af de næste fem kvarter kun det stolte smil tørret af munden i de perioder, hvor han skulle frem til mikrofonen og synge.
Poulsen bliver naturligvis heller ikke just upopulær, da han på et tidspunkt i koncerten stikker en ung pige en 200 krone seddel, så hun kan købe sig en Volbeat T-shirt.
Min sidemand på festivalpladsen fik på intet tidspunkt mundvigene ned. Blot følte han sig kaldet til gentagne at gøre mig opmærksom på, at ”sådan skal det være”. Specielt da Volbeat og publikum ramte den fælles storform i gamle ”Pool Of Booze, Booze, Booza” og det fremdeles herlige cover af Dusty Springfields ”I Only Wanna Be With You”.
Det gjaldt i dem som i eksempelvis ”Guitar Gangsters And Cadillac Blood”, ”Mary Ann’s Place” og den Metallica-påvirkede ”Hallelujah Goat”, at man godt kunne høre, at Volbeat har været på landevejen i rigtig, rigtig lang tid. Alt sidder lige hvor det skal, og det er svært at kritisere noget sådan en aften.
Hvorfor skulle man så også ulejlige sig med det, når man elsker rock’n’roll, når luftguitaren er i stilling, og når fadbamserne flyder…
… og ikke mindst når ét Danmarks fineste rock’n’roll bands nogensinde spiller.
Sluttelig til min sidemand: du behøver sgu ikke fortælle mig, at det er sådan, det skal være. Det ved jeg så udmærket godt.
