Nicki Pedersens vilde familiefest: 'Min bror nikker mig en skalle'

Speedwaykøreren Nicki Pedersen er aktuel med sin nye bog 'Knallertkongen - et liv uden bremser'.

Her kan man blandt andet læse om speedwaystjernens dramatiske vej til toppen, en konfliktfyldt opvækst og et vildt luksusliv i Monaco og Dubai.

B.T. har fået lov at bringe et uddrag fra bogen, der er udgivet på forlaget People's Press og skrevet af Poul Ferdinand. Her kan du læse om en skæbnesvanger juleaften hos familien Pedersen.

KAPITEL 15 - HJERTERNES FEST

Natascha er i gang med at lægge makeup foran spejlet ude på badeværelset. Liva er inde hos sig selv, mens jeg snupper en kold øl for at fordrive ventetiden. Det er aftenens første. 

Julemusikken fylder stuen fra fladskærmen på væggen. Alle klassikerne. Wham og Mariah Carey. Lige nu er det vist Remee og hans sangerinder med ’Let Love Be Love’. Mellem pejsen og spisebordet står vores juletræ, hvorfra lyskæderne spreder stråleglans ud i stuen. 

Mikkel og Mikkeline er sammen med deres mor og hendes familie, mens resten af Pedersen-klanen skal spise hos min far og mor lidt længere nede ad vejen. Jeg er i godt humør. Er indstillet på en hyggelig juleaften med hele familien, men inderst inde nager tvivlen. I vores familie er det altid umuligt at spå om, hvordan det ender.

Der har været nogle gode fester i tidens løb, men der har også været mange, hvor det er endt med skænderier og ballade. Hvis du spørger min mor, har Ronni og jeg ødelagt flere af hendes fødselsdage, når promillerne og temperamenterne er stukket af ud på aftenen. Derfor er det efterhånden sjældent, at min mor inviterer alle sine børn samtidig. 

Min søster er altid med, mens det skifter lidt, om det er Ronni eller mig, der bliver inviteret. Han har altid været tættest på dem på grund af forretningen, så han får flere invitationer. Men min far og mor er heller ikke altid selv for gode. 

Der har også været andre sammenkomster, hvor det er mine forældre, der ikke kan styre sig eller min søster eller onkel, som tænder af for den sag skyld. Ingen i vores familie kan tåle at drikke.

Gæsterne taler stadig om min brors 30-års fødselsdag, hvor min far og mor ryger i hovederne på hinanden foran hele selskabet. Jeg skubber de tanker væk, da Natascha siger, at hun er klar. Jeg tager poserne med gaver, og så spadserer vi de få hundrede meter ned ad strandvejen til mine forældres hus. 

Der er pyntet fint op, og duften fra køkkenet når ind i stuen. Alle ungerne hygger, mens de voksne snakker og får noget vin indenbords. Min bror virker lidt irritabel og småspydig. Der er noget i vejen med det hele. Selv ferien i Thailand brokker han sig over. Men stemningen er alligevel fin, da vi sætter os til bords. 

Alle smiler og er glade, da min mor kommer ind med risengrøden. Vi gør det på den gammeldags måde. Grød og mandelgave før anden og flæskestegen kommer på bordet. Til gengæld spiser vi ikke risalamande.

Natascha og Liva vinder mandelgaverne. Det er Natascha, der har købt dem, så ingen overraskelser der. Under middagen går snakken om bordet. Som sædvanlig står min mor ude i køkkenet stort set hele tiden, mens vi spiser. Hun vasker op i hånden, selvom de har en maskine. 

Alle forsøger at få hende ind og sidde ved bordet. ’Kom nu ind og spis med os andre. Sæt dog tingene i opvaskemaskinen’. Vi er alle sammen stædige, og hun bliver irriteret over, at vi råber til hende, mens vi er trætte af, at hun ikke kommer ind til os. Til sidst lader min mor sig overtale og sætter sig et øjeblik, inden der skal ryddes af igen. 

Jeg sidder sammen med min far og min bror. Min søster får sig en smøg ved terrassedøren. Vi har alle sammen noget i glassene. Jeg lufter en vittighed, de andre har hørt mange gange. ’Far, kan du ikke huske, hvad sømanden sagde. At hun skal have et par på låget om søndagen, så hun ved, hvor godt hun har det resten af ugen’. 

Den er selvfølgelig åndssvag og mandschauvinistisk, men alligevel griner alle tre Pedersen-mænd. Michelle synes ikke, den er sjov. ’Hold kæft, hvor er du plat, Nicki’. Jeg svarer igen. At hun ikke skal være så muggen. ’Lad nu være, Michelle. Det er jo bare for sjov’. 

Min søster kan ikke se komikken og vrisser tilbage, at jeg er dum at høre på. Mens vi sidder og bider af hinanden, begynder hundene at gø ude i køkkenet. Ronni og Karins hund, Louis, og vores forældres hund, Rufus, er oppe at toppes over pladsen ved madskålene. 

Min bror vil skille hundene ad og sparker lidt ud efter Rufus. Det sætter gang i et kæmpe skænderi ude i køkkenet, hvor Ronni og en af pigerne råber ad hinanden. Jeg kan høre noget tumult og en, der råber, ’Hvad fanden sker der i den her sindssyge familie?’ 

Jeg kan se, at Natascha undrer sig og er lidt nervøs. Jeg har fortalt hende om temperamenterne i vores familie. Hun har oplevet et par ting til familiefester allerede, men hun virker alligevel overrasket over, hvor hurtigt stemningen skifter. 

Jeg bliver bare siddende inde i stuen. Jeg har ikke lyst til at puste til ilden. Jeg har faktisk slet ikke lyst til at være her. Natascha har taget Louis i favnen, så hundene kan blive skilt ad. Hun bliver sur, da Ronni hiver hunden i halen. ’Hov, du skal ikke rive ham i halen’. 

Det pisser min bror af, og han stiller sig op foran min kæreste, mens han vifter med en knyttet næve. Nu stopper festen, tænker jeg. Jeg kommer på benene og stiller mig mellem min bror og min kæreste. Vi står og råber hinanden ind i hovedet. ’Du skal fandme ikke true min kæreste’, tror jeg, jeg siger. Jeg ved det ikke. 

Det er som en del af mig slet ikke er til stede. Ronni dasker lidt til mig. Ikke noget voldsomt, men nok til at jeg kan mærke raseriet vokse indeni. Vi står helt tæt på hinanden. Pande mod pande, mens vi sviner hinanden til det bedste, vi har lært. 

Måske er det et uheld. Det siger Ronni, det er. Ud af det blå rykker han hovedet fremad og nikker mig en skalle lige på næsen. Blodet står ud af tuden. ’Hvad laver du?’, spørger jeg, inden jeg går ud og sætter mig på trappen foran hoveddøren. Min bror følger efter. ’Du skal ikke slå’, siger jeg og rejser mig. ’Jeg har ikke slået dig. Men det har jeg nu’, svarer min bror. 

Jeg mærker et stød i ryggen, mens jeg er på vej ned ad trinene, men jeg reagerer ikke. Imens samler Natascha gaverne sammen og får fat i Liva. Min far, mor og søster står ude i entréen og diskuterer. Min mor og min søster mener vist, det er mig, der har pisket stemningen op. Natascha vil bare væk, så vi kommer meget hurtigt ud ad døren. 

Liva har stadig bare tæer, da vi står ude på vejen. Så Natascha må lige tilbage og finde skoene. Klokken er ikke engang 20.30, da vi sidder hjemme i vores stue igen. Denne gang nåede vi ikke engang at pakke gaver ud eller tage af bordet. Liva er ked af det, Natascha gør alt, hvad hun kan for at redde aftenen, men hun har ikke en chance. 

Jeg er slet ikke til stede. Inde i mit hoved er jeg stadig i mine forældres stue. Jeg er rasende på min bror. Og på resten af min familie, der mener, at det er mig, der sætter gang i elendigheden. 

Jeg får min gave af Natascha. Det er den nyeste iPad Pro. Jeg flår papiret af, kigger kun lige kort på gaven og lægger den væk uden et ord. Lige nu er jeg pisseligeglad med julegaver. Natascha bliver sur. Den har kostet 11.000, og så kan jeg ikke engang sige tak. 

‘Emma og Julemanden’ kører på skærmen, da jeg rejser mig. ’Jeg går derover igen’. Natascha protesterer. Hun er bange for, at min bror og jeg slår hinanden ihjel. ’Bare rolig, der sker ikke noget’, beroliger jeg hende. Vi er nødt til at få det løst nu. Ellers tror jeg aldrig, jeg ser mine forældre igen. Det er det, jeg tænker. 

Jeg er helt kold indeni. På vejen derover tænker jeg videre over, at det er i de situationer, forældre skal tage ansvar, men ingen af dem gør en skid. Min mor er overbevist om, at det er mig, den er gal med. Men jeg har jo bare forsvaret min familie. 

Da jeg står foran mine forældres hus igen, kigger jeg ind ad vinduerne. Der sidder de alle sammen. Min far og mor, mine søskende med deres børn og spiller pakkespil mellem julepynten. Sidder og rafler, som om intet er sket. Jeg ringer på. Ingen reaktion. Jeg trykker og trykker på knappen, indtil døren går op. Det er min søster. 

’Det gider vi ikke i dag. Vi prøver bare at få en hyggelig aften’, siger hun og lukker døren igen. Så ringer jeg til min far, der tager telefonen. ’Du kommer ud lige nu, ellers taler jeg aldrig med dig igen’. Han kommer ud, og jeg forklarer, hvordan jeg opfatter det hele. ‘Han er jo psykopat. En ting er at skændes, men ligefrem at hugge en skalle’, siger jeg om min bror. 

Mens vi taler sammen, kommer min mor også ud. Hun er stadig rasende på mig. ’Du skal ikke komme til min begravelse’, siger hun. ’Det får du da heldigvis ikke lov til at bestemme’, svarer jeg og går hjem. Det svar er sgu det eneste sjove ved denne skodjul.

Næste dag går Natascha derover om morgenen og tilbyder at hjælpe med at gøre rent. Mine forældre er både vrede og virkeligt kede af det, der er sket. Der er røget nogle franske glasdøre, men det værste er jo, at deres børn ikke kan finde ud af det sammen. De taler om, at vi alle sammen bliver sindssyge, når vi drikker. 

Så kommer jalousien, fordi alle os søskende føler, at de andre har fået mere opmærksomhed på vores bekostning. Det er nærmest det eneste, vi er enige om. Alt andet opfatter vi forskelligt.

Min far og mor fortæller, at de har besluttet, at det er sidste gang, de inviterer os alle på samme tid. Og det er slut med at holde jul hos dem. Det er os, der trækker nitten i første omgang. Efter den juleaften bliver vi ikke rigtigt inviteret med til noget. De nøjes med Ronni og Michelle. 

Når vi går forbi deres hus, spørger Natascha tit, om vi skal kigge ind og sige hej. Jeg siger altid nej. Så siger hun, ’Kom nu’, og vi ender med at gøre det alligevel. Så kommer min søster også forbi. Det er altid det samme. Jeg bliver stille og trækker mig lidt. Tonen bliver hurtigt lidt mærkelig. Jo flere vi er, jo mere kører det. 

For det meste synes jeg ikke, der er grund til at sige så meget. Til gengæld begynder vi at se en lille smule til Ronni igen, da den kaotiske juleaften er kommet på afstand. Vi snakker lidt sammen, da hans søn Bastian bliver konfirmeret. Jeg tror, det er Natasha, der presser på. Hun mener, at det er bedst for alle, hvis vi kan finde ud af det med hinanden. Det lyder meget godt, men jeg tror ikke rigtigt på det. 

’Det er kun et spørgsmål om tid, inden bomben springer igen’, siger jeg. Der er heldigvis ingen eksplosioner, da vi tager en tur ud til Hindsgavl sammen. Det lykkes os faktisk at have en hyggelig dag sammen med vores familier uden drama. Vi snakker om speedway og stort og småt. Men vi nævner ikke vores sammenstød med et ord. Det bliver dog ikke det sidste sammenstød.

En dag holder min Mercedes inde i vaskehallen oppe ved mine forældres forretning. Inden har jeg lige stukket hovedet indenfor og hilst på min far og min søster. 

Som sædvanligt går jeg ikke op i den ende af butikken, hvor min bror sidder, og han kommer heller ikke hen og siger hej. Vi værdiger ikke hinanden et blik.  Den gode stemning fra Hindsgavl er fortid igen. Jeg ved ikke, hvorfor den er så skrøbelig. 

Mens min bil bliver vasket, parkerer han en vogn lige udenfor hallen, så jeg ikke kan komme ud. Det er ren provokation. Han nægter at fjerne den, da jeg beder ham om det. Han mener, det er mig, der er problemet. ’Du skal ikke holde der’, siger han. Hvad fanden skal det gøre godt for? 

Vi kommer op at skændes. Det ender med, at han dasker lidt til mig, mens vi står og skændes midt inde i firmaet. Der er heldigvis ingen kunder, men både min far og en af de ansatte overværer det uden rigtigt at blande sig. ’Hvorfor slår du ikke igen’, spørger min far bagefter. ‘Det kan jeg ikke’, svarer jeg. ’Jeg har jo en karriere’. Derfra er der kold luft mellem mig og min bror igen.