Dobbeltdrabet på Heidi Nielsen og Bjarne Johansen er af gode grunde det helt store samtaleemne på Fyn i disse dage, og der er mange teorier i spil, om hvad der skete i de skæbnesvangre minutter onsdag aften, da det meget vellidte ægtepar brutalt blev likvideret.

- Vi spekulerer og spekulerer, og hvis vi vågner midt om natten, så går tankerne endnu en gang igennem hovedet omkring, hvad der er sket, siger Birthe Knudsen mandag til bt.dk

Sammen med sin mand Bent var hun særdeles gode venner med det dræbte ægtepar.

- Vi er alle sammen her på vejen knust over det, som er sket. Det er så forfærdeligt, og vi har ondt af deres nærmeste, siger Birthe Knudsen, der i et stort interview i B.T. i lørdags fortalte, hvor glade Heidi og Bjarne var for livet, og hvor uretfærdigt det forekom, at det var netop dem, som skulle have så ond en skæbne.

Birthe Knudsen har også selv tit gået stavgang på den sti i Tusindårskoven, hvor det brutale dobbeltdrab skete.

- Men jeg har endnu ikke haft overskud til at gå ud til det sted, hvor de blev dræbt. Det må komme senere. Alle vi naboer håber, at politiet snart kan få et gennembrud i sagen. Det er vigtigt, at alle hjælper så godt de kan, så politiet kan få løst opgaven. Selv den mindste lille oplysning, kan jo være vigtig, hvis sagen skal opklares,  siger Birthe Knudsen.