Hans sæd er fundet i endetarmen på den 30-årige mand, som han er tiltalt for at have voldtaget i en saunaklub i det indre København. Men den midaldrende mand nægter sig skyldig:

»Jeg aner ikke, hvem han er. Han er overhovedet ikke min type, hvis jeg skal dømme ud fra det foto, du viste mig. Jeg har haft sex med to-tre tusind mænd - måske flere -  men jeg kender kun navnene på 10-12 af dem,« lød det mandag middag i Københavns Byret fra en 49-årig mand. Her er han tiltalt for at have været med til at gruppevoldtage den 30-årige i tidsrummet mellem kl. 02 og 08 den 27. august sidste år på et af Københavns mest kendte mødesteder for bøsser, Amigo Sauna i Studiestræde 31.

Især om vinteren, når der er koldt udendørs, kan der komme i hvert fald 300 gæster i Amigo Sauna en lørdag nat, oplyste en ansat som vidne under retssagen.
Især om vinteren, når der er koldt udendørs, kan der komme i hvert fald 300 gæster i Amigo Sauna en lørdag nat, oplyste en ansat som vidne under retssagen.
Vis mere

Offeret fik ifølge tiltalen et håndklæde over hovedet, ligesom han blev holdt fast og slået, mens en gruppe mænd tiltvang sig både analt og oralt samleje med ham. Den 30-årige var ifølge anklageskriftet ude af stand til at gøre modstand, fordi han var påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.

Da anklageren forsøgte at få den 49-årige tiltalte til at forklare, hvordan hans sæd kunne være endt i endetarmen på den forurettede, lød svaret:

»Amigo er et sted, hvor bøsser kommer for at få uforpligtende sex. Nogle gange er der ubeskyttet sex uden kondom. En giver analsex, en giver oralsex, man sutter over det hele. Man kan sidde på madrasser, hvor der er foregået sex, og du kan få dna over det hele.«

»I bøssemiljøet kan man have sex med op til 30-40 mænd på en nat - det kommer helt an på, hvad man tænder på og har lyst til. Selv kan jeg få udløsning op til syv gange på en aften,« forklarede den tiltalte.

Den 30-årige forurettede blev kort efter anmeldelsen for voldtægt på Amigo Sauna, hvis indgangsparti ses her, undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. I hans endetarm blev der fundet sæd med dna fra mindst tre personer - heriblandt den nu tiltalte.
Den 30-årige forurettede blev kort efter anmeldelsen for voldtægt på Amigo Sauna, hvis indgangsparti ses her, undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet. I hans endetarm blev der fundet sæd med dna fra mindst tre personer - heriblandt den nu tiltalte. Foto: Birger A. Andersen
Vis mere

Men her er din sæd jo blevet fundet helt oppe i hans tarm, da han få timer efter besøget på Amigo blev undersøgt på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet, spurgte anklageren igen.

»Hvis du er blevet taget i munden, kan det opløses og overføres til andre, så det til sidst havner i en andens endetarm. Du kan bare spørge en retsmedicinsk forsker,« lød det fra den 49-årige.

En receptionist fra Amigo Sauna fortalte som vidne, at der gælder mange uskrevne regler i sexklubben, men helt grundlæggende skal gæsterne respektere, hvis en anden gæst ikke vil være med til noget.

»Hvis man har sex, skal der være accept fra begge sider. Ingen bliver tvunget til noget, og jeg har aldrig før oplevet, at nogen har sagt, at de er blevet voldtaget,« lød det fra receptionisten.

Den tiltalte mand kræves af anklagemyndigheden idømt en fængselsstraf og udvist af Danmark. Sagen fortsætter i næste uge.

Amigo Sauna er ifølge sin hjemmeside Københavns største sauna med 800 kvadratmeter fordelt på tre etager med blandt andet sauna, solarie, 28 kabiner, dark-rooms, labyrint og video-rum.

Voldtægter af mænd udgør kun en lille del af de 400-600 voldtægter, der årligt anmeldes til politiet i Danmark. Dog henvender der sig typisk en mand om måneden på et af de danske krisecentre for voldtægtsofre. Det reelle antal voldtagne mænd menes dog at være langt højere, fordi fænomenet ifølge eksperter opfattes som tabu.