Endnu en kvinde er blevet udsat for blufærdighedskrænkelse i Mollerup Skov ved Risskov i Aarhus.

Denne gang er det gået ud over en 21-årig kvinde, der tirsdag omkring 14.12 anmeldte, at hun var blevet antastet af en fremmed mand på stien.

Han blottede sit lem foran hende og begyndte at onanere, og da hun begyndte at gå fra stedet, gik han efter hende og tog hende på bagdelen, inden han løb derfra.

Kvinden skyndte sig herefter hjem og kontaktede politiet.

Østjyllands Politi har tidligere fået to anmeldelser om lignende episoder i Mollerup Skov.

To kvinder på 28 og 41 år har anmeldt, at de 5. april mødte en mand, der blottede sig for dem samme sted.

Østjyllands Politi efterforsker sagerne og vil den kommende tid patruljere ekstra i området.

Den 21-årige har givet følgende signalement af manden:

  • Dansk af udseende
  • Cirka 18 år
  • Cirka 180 cm høj
  • Kort »leverpostejfarvet« hår
  • Iført sort joggingtøj

Har du oplysninger i sagen, så kontakt Østjyllands Politi på 114.